Overflod af efterladte killinger betyder aflivninger

Killingerne efterlades, og interessen for at overtage dem er ikke stor nok.

Regionens kattecentre er fyldt til bristepunktet. Dagligt bliver der indleveret efterladte killinger, der ikke har noget hjem, nogen ejer, eller nogen chance for at klare sig på egen hånd. Men der er snart ikke plads til flere, og hvis nye katteejere ikke melder sig, er næste skridt aflivning.

- Vi har simpelthen ikke plads til flere, siger Jens Christensen, der er formand for Bæklunds Venner.

Alene i 2014 har kattehjemmet taget mod 59 efterladte katte, og nu er der fyldt op. Alligevel kommer der dagligt flere henvendelser om efterladte katte, som Bæklund må afvise.

- Det er da frustrerende. Folk burde tage noget mere ansvar og få dem steriliseret. Folk burde få deres katte neutraliseret, så de ikke kan formere sig mere, siger Jens Christensen.

Typisk bliver killingerne fundet efterladt i papkasser ved internatet eller simpelthen bare dumpet i vejkanten, hvor de bliver fundet af tilfældige forbipasserende. Hvis der ikke snart er flere, der tager en killing til sig, går de en meget dyster fremtid i møde.

- Vi må til at gøre det, som er meget frustrerende at gøre - det er aflivning, siger Jens Christensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland