Overkommelige kvartfinaler

Frederikshavn White Hawks og AaB Ishockey undgik de værste modstandere i kvartfinaleserien.

AaB Ishockey sluttede AL Bank Ligaens grundsspil af i fin stil med sejr på 7-5 over Esbjerg mandag. Lørdag tog nordjyderne også en målrig sejr med 7-4 over Odense. Og der var mere godt nyt for aalborgenserne, da det blev afgjort, hvem holdet møder i kvartfinalerne.

Efter at de tre bedst placerede hold i grundspillet havde valgt deres modstandere, blev AaB, der sluttede på femtepladsen i grundspillet, parret med Rødovre, der sluttede som nummer fire.
Ikke et dårligt match for AaB, som i sæsonen har taget fire sejre over Rødovre og kun lidt et enkelt nederlag.

For Frederikshavn White Hawks faldt det også fornuftigt ud. Grundspillets nummer to, Odense Bulldogs, valgte frederikshavnerne, som dermed undgik de stærke mandskaber fra SønderjyskE og Herning. Godt nok hr White Hawks kun slået fynboerne en enkelt gang i grundspillet, men to af nederlagene er efter overtid, og det kan blive en tæt kvartfinaleserie.

Begge hold tager hul på slutspillet på torsdag.


Seneste nyt

fra Nordjylland