Overraskede indbrudstyv i eget hjem

En mand fra Aars blev natten til fredag vækket af en indbrudstyv i sit hjem. Efter tumult fik han jaget tyven på flugt.

Klokken tyve minutter over tre natten til fredag blev en borger med bopæl på Nørregade i Østrup ved Aars vækket af en lyd i sit hjem. Da han gik op i husets førstesal for at se, hvad der foregik, overraskede han en indbrudstyv i sit køkken.

Det førte til håndgemæng mellem beboeren og indbrudstyven, og beboeren i huset blev tildelt to spark i maven og et slag i hovedet. Efterfølgende stak indbrudstyven af.

Der var mørkt i køkkenet, hvor manden overraskede indbrudstyven, men han mener at have et signalement af indbrudstyven. Indbrudstyven skal være mellem 180 og 185 centimeter høj, kraftig af bygning og iført blå cowboybukser, en mørk bluse og en sort strikhue.

Beboeren i huset slap fra sammenstødet med indbrudstyven med mindre skrammer.


Seneste nyt

fra Nordjylland