Overskud hos Cup No. 1

Efter et par år med skuffende økonomiske resultater er det i år lykkedes FfI Fodbold at skabe overskud på ungdomsturneringen Cup No.1.

Årets udgave af turneringen har givet et overskud på godt en halv million.

- Vi er selvfølgelig rigtig, rigtig stolte af det flotte resultat. Der er ingen tvivl om, at vi blev hjulpet godt på vej af et fantastisk sommervejr under vores turnering, men kombinationen af en stenhård indsats fra de mange frivillige hjælpere og en fuldtidsansat sælger til at promovere turneringen, har bestemt også gjort en afgørende forskel, siger Martin Høeg, formand for FfI Fodbold.

FfI Fodbold overtog ejerskabet af turneringen i 2011, efter at have drevet den sammen med svenske Sven Ivarsson siden starten i 1984.

Gennem årerne har turneringen tjent mange penge til udvikling og oplevelser til ungdomsfodbolden i FfI, men i de senere år har det økonomiske udbytte af turneringen været for nedadgående, og i 2012 kunne fodboldklubben for første gang gøre indtægter og udgifter op med et negativt resultat til følge.


Seneste nyt

fra Nordjylland