Overskud i Brønderslev

Tallene på bundlinien er sorte i Brønderslev Kommune. I modsætning til mange andre kommuner kan Brønderslev levere et regnskab for 2007 uden minus.

Det er på næsten alle områder af den kommunale drift, at der er brugt færre penge end forventet ved budgetopfølgningen ved 3. kvartal 2007. Ganske vist er der forbrugt 12 mill. mere på driften end budgetlagt oprindeligt, men i budgetlægningen var indregnet et driftsoverskud på ca. 24 mill., netop for at kunne dække uforudsete udgifter i den noget usikre tid med kommunesammenlægning og overtagelse af amtets opgaver.

- Det betyder vi kan se fremtiden i møde uden at skulle ud i sparerunder med utryghed til følge, siger borgmester Mikael Klitgaard.

Selvom det er så fint et regnskab, gør borgmesteren opmærksom på, at det er vigtigt at være påpasselig med ikke at bruge disse midler i 2008.

- Vi har dels brug for at opsamle midler til at finansiere de store anlægsprojekter, som vi skal have gang i på børnepasnings- og skoleområdet. Og vi skal også være opmærksomme på, at finanslovaftalen betyder, at staten vil modregne kommunerne individuelt, hvis vi bruger flere penge end vi har aftalt i budgettet for 2008. Vi vil kunne risikere at stå i den situation, at staten ved næste års regnskabsafslutning henter pengene igen ved at skære i vores bloktilskud, siger borgmester Mikael Klitgaard.

Regnskabet fremlægges for byrådet den 8. maj.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord