Overskud i Frederikshavn

Frederikshavn Kommune kom ud af 2011 med et pænt overskud på den ordinære drift. Kommunen havde overskud på 96 millioner kroner.

Trods vanskelige vilkår er det lykkedes Frederikshavn Kommune at komme ud med et overskud på 96 millioner kroner på kommunens ordinære drift i 2011.

- Vi har grund til at være overordentligt tilfredse med et så positivt resultat set i lyset af, at vi har haft nogle meget svære økonomiske betingelser i budgetåret 2011. At vi ender på et overskud, der svarer til mere end 1.500 kr. pr. indbygger i Frederikshavn Kommune, er rigtig fint , siger borgmester Lars Møller (Venstre) i en pressemeddelelse.

Efter stærkt pres på regeringen fra blandt andre Frederikshavn Kommune, er det lykkedes at få rettet op på den skæve fordeling af beskæftigelsestilskuddet med virkning fra 2011.

- Vi har fra starten af denne byrådsperiode haft meget fokus på at få styr på økonomien, og de tiltag, vi satte i værk i forbindelse med genåbningen af budget 2010 og ved budgetlægningen for 2011, har virket. Vi er lykkedes med at bremse udgiftsstigningen, og vi har nedsat serviceudgifterne markant. Det har vi altså kunnet gøre samtidig med, at vi har opprioriteret det specialiserede område med ekstra tilførte 45,7 millioner kroner, siger borgmester Lars Møller.


Seneste nyt

fra Nordjylland