Overvældende støtte til Thisted FC

I weekenden løb et støtteevent for fodboldklubben Thisted FC af stablen, og der blev samlet masser af penge ind.

Thisted FC frister til dagligt en tilværelse i dansk fodbolds 2. division, men i denne sæson har alt flasket sig for klubben, der nu satser benhårdt på oprykning til 1. division. For at hjælpe på det projekt holdt klubben derfor støtteevent i weekenden, hvor de samlede penge ind til klubben. Og det var med stor succes, da der kom 160.000 kroner i klubkassen.

Det var en fantastisk oplevelse, og det løb bare koldt ned af ryggen på mig og spillerne, da vi oplevede den støtte, folk de gav os

- Det var en fantastisk oplevelse, og det løb bare koldt ned af ryggen på mig og spillerne, da vi oplevede den støtte, folk de gav os. Spillerne havde gåsehud hele aftenen og kunne slet ikke forstå det, de er jo ikke vant til at være i rampelyset, fortæller Thisted FC's direktør, Karl Kristian Guldhammer til TV2 Nord.

I alt havde 240 mennesker fra Thisted og omegn købt billet til arrangementet, hvor der både blev serveret mad og spillet livemusik. Det flotte indsamlingsresultat skyldtes ikke mindst, at klubben på aftenen fik en anonym donation på 100.000 kroner.

- Det er helt utroligt, at folk de støtter os sådan. Det er jo fuldstændig vildt, og det betyder, at vi både kan sende spillerne på træningslejr, fastholde vores gode ungdomsarbejde og være godt økonomisk rustet frem mod en mulig oprykning, fortæller Karl Kristian Guldhammer.

Derudover betyder pengene også, at klubben har økonomi til at styrke truppen med endnu en spiller, fortæller Karl Kristian Guldhammer, der samtidig slår fast, at arrangementet vender tilbage næste år.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland