OW Bunker-ansatte i klemme i udlandet

Foto: (Arkivfoto)

Efter det nordjyske firmas konkurs sidder der verden over medarbejdere, som ikke kender deres fremtid.

Mandag formiddag blev medarbejderne på OW Bunkers hoveddomicil i Nørresundby bedt om at gå hjem - med beskeden om, at en konkurs var uundgåelig. Men rundt om i verden sidder stadig danske og udenlandske medarbejdere i en usikker situation.

TV2 Nord talte torsdag med tre danske medarbejdere, som er strandet i udlandet, mens de venter på en afklaring af deres situation. Af hensyn til deres arbejds- og familieforhold ønsker de ikke at blive identificeret, men til TV2/Nord fortæller medarbejderne om en usikker tilværelse.

- Vi har ikke hørt noget fra virksomheden. Vi ved kun noget, fordi vi har læst aviser og fulgt med i medierne, fortæller de strandede danskere.

De arbejder for et datterselskab til OW Bunker og er ikke på samme måde omfattet af konkursen. Blandt andet dækkes de ikke af lønmodtagernes garantifond, og der er ingen hjælp til at komme hjem.

Når OW Bunker lukker, udløber medarbejdernes arbejdsvisum, og så er det hjem til Danmark. Indtil da arbejder de videre på at hjælpe deres kunder og tage hånd om resterne af det forliste firma.

- OW Bunker er på mange måder som en familie, og vi føler en loyalitet, både overfor virksomheden og kunderne, som vi har gode relationer til. Derfor vil alle verden over sørge for, at det her bliver lukket godt, lyder det fra de strandede danske medarbejdere.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord