OW Bunker-direktør anker dom for svindel og vil frifindes

Den tidligere direktør i OW Bunker-datterselskabet Dynamic Oil Trading anker dom på halvandet års fængsel til landsretten.

Den svindeldømte direktør for et datterselskab til OW Bunker i Singapore, Lars Møller, har tirsdag anket sin dom på halvandet års fængsel til landsretten. Det fortæller Lars Møllers advokat, Arvid Andersen.

- Sagen er anket med henblik på frifindelse. Vi er kort og godt uenige i afgørelsen, siger Arvid Andersen.

Lars Møller var tiltalt for groft mandatsvig for 645 millioner kroner i forbindelse med OW Bunkers konkurs. Retten i Aalborg vurderede dog ikke, at han havde berigelsesforsæt, og derfor blev han 30. maj dømt efter en mildere paragraf, som handler om at have påført virksomheden et betydeligt formuetab.

Det udløste en fængselsstraf på halvandet år. En dom, som altså nu skal prøves ved landsretten.

- Vi havde ikke anket, hvis ikke vi troede på frifindelse, siger Arvid Andersen.


Seneste nyt

fra Nordjylland