På kant med loven

02:25

1 af 2

Firmaet Nyfors, som ruller fibernet ud i Nordjylland, kan være på kant med loven i forsøget på at komme i kontakt med fremtidige forbrugere. I et brev inviterer Nyfors sig selv til et møde på privates bopæl, og hvis forbrugerne ikke svarer, så kommer Nyfors alligevel.

Et stort antal nordjyske husstande har den seneste tid modtaget et brev fra firmaet Nyfors, som skriver, at de vil tillade sig at besøge forbrugerne på deres private bopæl. Nyfors har allerede gravet fibernettet ned i vejene, og nu vil de gerne diskutere placeringen af stikledningen ind på grunden.

Det har vakt undren senest på Gjøl, hvor borgerne ikke forstår, hvad Nyfors har at gøre hjemme hos dem, når de slet ikke er interesserede i at få fibernet. Her har et stort antal husstande valgt slet ikke at svare på henvendelsen fra Nyfors.

En erhvervsadvokat har læst brevet igennem for TV 2/Nord, og han mener, at der er flere problemer med måden at skaffe sig adgang til nye potentielle kunder.

- Brevets ordlyd giver indtryk af, at man ikke har noget valg. Man skal bare fortælle Nyfors, hvornår de skal komme, og det er et problem, siger advokat i HjulmandKaptain, Casper Gammelgaard Andersen.

Hos Nyfors siger direktøren:

- Jeg må tilstå at vi tillader os at lige at ringe på dørkontakten og ser om de vil snakke med os - men altså, vi bakker hurtigt ud igen, hvis ikke de er interesseret i at give os informationen.
 
- Som udgangspunkt må virksomheder ikke opsøge folk på deres bopæl uden først at have fået lov, og gør de det alligevel, har kunden mulighed for at få indgåede aftaler annuleret, siger advokat Casper Gammelgaard Andersen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord