P-vagt ignorerede forbud og uddelte bøder på byggeplads

Byggeplads eller del af vejbanen? Håndværkere fik bøder i forruderne, da parkerede på det, de troede var en byggeplads på Østerbro i Aalborg.

Elektrikerne Lars Skau Jensen og Preben Hansen, som til daglig arbejder ved Eltel, fik sig en grim overraskelse, da de torsdag den 13. oktober var på arbejde på en byggeplads i Aalborg.

Byggepladsen ligger på Østerbro, og elektrikerne havde parkeret bilen inden for både hegn og afspærring. Der var bare den lille hage ved det, at byggepladsen bredte sig ud over en vejbane på Østerbro - og det var tilsyneladende nok til at udløse en parkeringsbøde fra Parkeringskontrol Nord.

Også selv om byggepladsen, som de fleste byggepladser nu engang er, var spærret for uvedkommende med skilte, hegn og plankeværk ud mod vejen - og et skilt om indsnævring af vejen umiddelbart før byggepladsen.

- Vi bliver meget ærgerlige, men også meget forundrede, da vi holder på en byggeplads, der er afspærret med ryttere, hegn og vandfaste plader ud mod vejbanen, skriver Lars Skau Jensen og Preben Hansen i et brev til FDM og Parkeringskontrol Nord.

En henvendelse til Aalborg Kommune for at finde ud af, om det virkelig kunne passe, at man kan få bøder for at parkere på en byggeplads, viste sig desværre frugtesløs. 

Aalborg Kommune holder nemlig på, at der er tale om en vejbane, og at håndværkerne derfor skal betale bøden. Også selv om der på "vejbanen" lå byggematerialer og paller, og at tre andre biler var parkeret der i forvejen.

Derfor har Lars Skau Jensen og kollegaen Preben Hansen henvendt sig til FDM for at få opklaret, om der er hold i udstedelsen af bøden eller ej. Og om parkeringsvagten har forbrudt sig mod arbejdsmiljøloven ved at bevæge sig ind på byggepladsen uden den påkrævede hjelm og sikkerhedssko.

Se mere i aftenens nyhedsudsendelse klokken 19.30.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland