På ski uden sne

Selv om der er lang tid til, at sneen falder, så kan man ikke komme for tidligt i gang med at forberede sig. Derfor var der i dag skigang i Rold Skov - uden sne.

At stå på ski uden sne lyder umiddelbart lidt fjollet, men i virkeligheden er det faktisk slet ikke så dumt.

Fyrre børn og voksne var derfor mødt op i Rold Skov for at forberede sig til vinteren. Udover at rydde op på stierne, blev de introduceret til disciplinen skigang, som er motion med skistave.

- Det er næsten som at stå på ski. Vi får en smule skifornemmelse af det I hvert fald, siger Peter Bystrup fra Rold Skov Skiklub.

Sara Tange Jacobsen er ti år, men på trods af sin unge alder har hun allerede vundet flere guldmedaljer til DM i langrend. Hun ser skigang som en god mulighed for at træne sig op til vinteren.

- Selvom der ikke er sne, så kan man godt få noget træning ud af det alligevel. Man kan lave mange øvelser, så man bliver god til at stå på ski, siger den unge langrendsløber.

Sara kan dog godt forstå, hvorfor folk kigger lidt, når skiklubben kommer løbende med deres skistave.

- Det er da også lidt specielt at stå på ski uden sne, griner hun.

Og så er det ellers bare om at vente på, at sneen falder.[color=#1a1a1a" face="arial][/color]


Seneste nyt

fra Nordjylland