På onsdag er det slut med parkering på Budolfi Plads

1. marts tager Aalborg Kommune hul på omdannelsen af Budolfi Plads. Det betyder, at bilister fra 28. februar skal finde andre steder at parkere.

Planerne har ligget klar længe: Budolfi Plads i hjertet af Aalborg skal omdannes til et moderne, imødekommende bymiljø med boliger, butikker, caféer og grønne områder oven på en offentligt tilgængelig parkeringskælder.

Men før pladsen står klar, må nordjyderne forvente byggerod - og at skulle finde alternative steder at parkere. Budolfi Plads vil nemlig blive skærmet af og hegnet ind i løbet af de næste dage. 1. marts tager NCC nemlig første spadestik i processen med at omdanne pladsen. 

Et egentlig spadestik vil der nu nok ikke blive tale om. Først skal der nemlig ske en såkaldt miljøsanering af Budolfi Hus og en etablering af byggepladsen. Først når alle forurenede materialer er fjernet efter et par måneder, kan nedbrydningen begynde. 

Men det betyder altså, at bilister snart må til at se sig om efter andre steder at parkere. Sidste dag med parkering på Budolfi Plads bliver nemlig tirsdag den 28. februar.

På kortet nedenfor har Aalborg Kommune markeret de steder i byen, det er muligt at parkere fra 1. marts, og indtil Budolfi Plads igen er klar til Aalborgs borgere. 

Her kan du parkere i Aalborg, mens der bygges på Budolfi Plads
Her kan du parkere i Aalborg, mens der bygges på Budolfi Plads
Foto: Aalborg Kommune

Seneste nyt

fra Nordjylland