Påsat brand i Agersted efterlader ejer i uvished

En husejer fra Agersted er dybt frustreret over at Nordjyllands Politi holder ham hen i det uvisse. For et år siden brændte hans hus. Her et år senere efterforsker politiet stadig sagen.

En udbrændt sofa og sod der driver ned af væggene. Dennis Damgaard bryder sig slet ikke om at vise rundt i den brandtomt der engang var hans hus.

-Jeg har det træls med at stå her. Det var jo her jeg boede. Det var mit liv, siger Dennis Damgaard.

Huset i Agersted brændte den 22. december sidste år. Politiet mistænkte hurtigt at ilden var påsat og helt ekstraordinært blev hjemmeværnet sat til at bevogte huset indtil politiets teknikere kunne nå frem. Her et år senere efterforsker politiet stadig sagen

- Jeg føler mig uretfærdigt behandlet. Jeg tænker at den burde ligge lige til højrebenet at sige at det ikke var mig, men alligevel vil politiet ikke afslutte sagen, siger Dennis Damgaard.

Dennis Damgaard tror at han er mistænkt i sagen, selvom han ikke er sigtet. Han står nemlig til at til at få en millionerstatning for huset og så er der også en anden grund.

- Jeg tænker lidt, at det er fordi det er mig, at det trækker ud. Jeg er en gammel kending hos politiet, men det er flere år siden at jeg har lavet noget, men jeg har aldrig haft brandstiftelse, så jeg forstår ikke, hvorfor de ikke bare ser bort fra min fortid, siger Dennis Damgaard.

Jeg føler mig uretfærdigt behandlet. Jeg tænker at den burde ligge lige til højrebenet at sige at det ikke var mig, men alligevel vil politiet ikke afslutte sagen.

Dennis Damgaards advokat frygter også, at det er at hans klient kriminelle fortid der får politiet til at trække sagen ud.

- Ud fra de oplysninger, der ligger i sagen, så er et år helt urimeligt efter min opfattelse. Der er foretaget afhøringer af de personer der kunne være relevante. Min klient har afgivet forklaring og har udlevet alt hvad politiet har ønsket, siger advokat Søren Vestergaard Hansen.

Politikommissær Lars Nørgaard Jørgensen ved Nordjyllands politi vil ikke stille op til interview, men han siger at politiet stadig aktivt efterforsker sagen og at de lige nu venter på flere tekniske erklæringer. Politiet vil hverken af- eller bekræfte om Dennis Damgaard er mistænkt i sagen.

Sagen har sat Dennis Damgaard i en økonomisk klemme. Forsikringsselskabet TRYG vil ikke længere betale for genhusning og de vil heller ikke udbetale penge for huset før Nordjyllands Politi afgør sagen.

- Selvom du har været kriminel så har du også lov til at ændre dig. Alle kan komme ud for det her, også almindelige familien Hansen, de kan også stå i den her situation, siger Dennis Damgaard.

Forsikringsselskabet TRYG vil ikke kommentere sagen. Huset i Agersted skal rives ned, men Dennis siger han ikke har råd.

- Enten må politiet sigte mig eller også må de lukke sagen, så jeg kan komme videre. De har sikkert også andre sager der venter, så kan de også komme videre, siger Dennis Damgaard.

Dennis Damgaard siger at hans teleoplysninger beviser at han og hans kæreste var på Sjælland, da branden brød ud. Nordjyllands Politi håber at sagen bliver afgjort i begyndelsen af det nye år.

 

 

 

 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland