Palmestranden får speedbådssejlads

Teknisk Udvalg i Frederikshavn Kommune godkendte torsdag en ansøgning om speedbådssejlads med passagerer på Palmestranden. Godkendelsen gælder denne sæson.

Efter halvandet års arbejde fik Bruno Bülow fra firmaet Wild'n Wet Adventures foreløbig fået godkendt sin ansøgning om kommerciel sejlads med badegæster ved Palmestranden i Frederikshavn. Tanken er at tilbyde forskellige vandaktiviteter efter en STING-RAY speedbåd.

- Jeg er selvfølgelig glad for den gode nyhed. Den er som jeg havde forventet, siger Bruno Bülow til TV2/Nord.

Teknisk Udvalg drøftede sagen på et møde torsdag. Her gav udvalget lov til at give projektet en prøveperiode i denne sæson.

Der er givet tilladelse til, at der etableres en bane 150 meter fra land, så det tydeligt bliver markeret, hvor banen er.

- Vi synes det er en rigtig god idé, men vi betinger, at banen ligger 150 meter fra stranden, så vi kan holde støjen så langt væk fra land som muligt, siger formand for Teknisk Udvalg, Jens Hedegaard Kristensen (Soc.dem.). Han og resten af Teknisk Udvalg vil evaluere ordningen til efteråret.

Med tilladelsen i hånden forventer Bruno Bülow at sejle med de første passagerer omkring den 1. juli.