Pandrup-boksere vil vinde DM

19-årige Jim Andreasen og 33-årige Brian Brix står begge med muligheden for at vinde deres første danske mesterskab, når DM bokses i Aalborg Hallen om to uger.

Debutanten og veteranen. Ordene ligger lige for, når snakken falder på de to boksere fra Pandrup BK. Mens Jim Andreasen går i ringen som senior ved et DM for første gang, så vil Brian Brix bokse sit sidste DM, da han efter dette mesterskab falder for aldersgrænsen.

Trods forskellene så er de to boksere fælles om troen på egne evner, når DM ringes i gang i Aalborg Hallen den 7. og 8. april.

- Nu har jeg vundet sølv to gang ved et DM tidligere, så en guldmedalje er tiltrængt, inden jeg trækker mig tilbage. Og jeg ved, at jeg kan tage den, fortæller Brian Brix.

- Jeg forventer, at mesterskabet kan være med til at åbne dørene for en international karriere, hvis jeg altså vinder. Men det regner jeg sådan set også med, at jeg gør, siger Jim Andreasen.

De to boksere har øget træningsmængden og træner i øjeblikket to timer om dagen for at blive helt klar. Manden i spidsen for de to, deres cubanske træner Israel, er forholdsvis sikker på, at hans fightere vinder guld.

- Jeg kan fornemme det på deres koncentration før mesterskabet. Samtidig giver de alt, hvad de har. De er næsten som vilde dyr, når de træner, mener Israel.


Seneste nyt

fra Nordjylland