Par sigtes igen for vanrøgt af dyr

Cirka 75 kalve og 25 heste stod i dynger af deres egen afføring på en ejendom ved Brønderslev. Det er anden gang ejerne sigtes i en dyreværnssag.

Nordjyllands Politi og Brønderslev kommunes miljøtilsyn var i dag på kontrolbesøg på en ejendom syd for Brønderslev. Cirka 75 kalve og godt 25 heste har gået rundt i deres eget møg i staldene. Før weekenden rykkede politiet ud til adressen sammen med en dyrlæge. Parret fik påbud om at ændre vilkårene for dyrene øjeblikkeligt. 

Ifølge Miljøtilsynet i Brønderslev Kommune har parret slet Ikke tilladelse til dyrehold på adressen. Den har de aldrig søgt om hos kommunen, oplyser Asger Nielsen, der er Plan- og Miljøchef. Kommunens tilsyn konstaterede også en række kritisable forhold, da de besøgte ejendommen i dag.

Det var helt forfærdeligt. Da vi kom derud kunne vi se at dyrene stod i gylle op til deres knæ.

- Staldene er ikke indrettet efter bestemmselserne, og opbevaring af gødningsstoffer og dyrefoder er ikke indrettet efter bestemmelserne. Der er heller ikke den håndtering af ajle og møg, som der skal være, siger Asger Nielsen, plan- og miljøchef Brønderslev Kommune.

Medarbejderne fra kommunen var ifølge Asger Nielsen chokkerede over det syn der mødte dem.

- Det jeg får fortalt er nærmest uhyggelige forhold og også i en vis udstrækning sørgelige forhold, siger Asger Nielsen.

Parret er sigtet før

Sagen blev opdaget, da Sysser Nørholm fra Nordjysk Dyreredning fik et tip om forholdene på ejendommen. 

- Det var helt forfærdeligt. Da vi kom derud kunne vi se at dyrene stod i gylle op til deres knæ. Flere af dem så syge og dårlige ud. Det var noget af det værste, jeg har set, siger Sysser Nørholm. 

Flere af dem så syge og dårlige ud. Det var noget af det værste.

Der har været en tilsvarende sag mod parret for elleve måneder siden, som endnu ikke er afsluttet. Parret bliver sigtet for overtrædelse af dyreværnsloven. De har ikke ønsket at udtale sig. 

Nordjylland Poiti vil ikke udtale sig om den konkrete sag, men oplyser, at dyreværnssager normalvis ender med bødestraf. 


Seneste nyt

fra Nordjylland