Parkeringskaos ved Sygehus Syd

Foto: Per Frank Paulsen

Tag hjemmefra i god tid, hvis du skal til undersøgelse eller på besøg på Sygehus Syd i Aalborg. Parkeringsforholdene har været udskældte i årevis. Nu virker de nærmest kaotiske.

Aalborg Universitetshospital Syd, som det hedder i dag, er vokset markant, siden den første bygning ud til Hobrovej blev taget i brug i 1911. Og hvert rejsegilde er blevet fulgt op med skæld ud og kritik af manglende parkeringspladser.

De patienter og pårørende, som TV2Nord træffer på parkeringspladsen, synes efterhånden, at det er svært at finde tidspunkter, der er bedre end andre til parkering

-Det er altid træls. Jeg har brug for at komme her en gang om måneden, og jeg kan næsten aldrig finde en plads - uanset hvilket tidspunkt på dagen, jeg har tid. Heldigvis har jeg nogle særlige fif. Der er stadig et par muligheder i nærheden, men dem giver jeg ikke fra mig, siger Tove Bak Jensen fra Aalborg.

Et sygehusbesøg kræver tålmodighed og mod på at vente.

-Jeg har ventet i en halv time. I dag er jeg kommet i ekstra god tid, fordi jeg skal være til undersøgelse i flere timer og derfor skal have en plads, hvor man må holde i fire timer, siger Michael Nielsen fra Gug.

Mette Dahl fra Hals skal besøge sin mor. Hun kører ikke rundt efter en parkeringsplads, men holder stille og venter. Den taktik kræver dog også tid.

-Jeg beregner mindst et kvarter, hver gang jeg skal herud, siger Mette Dahl.

SE MERE I UDSENDELSEN I AFTEN KLOKKEN 19.30

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord