Politiet: Vi skal nok finde manden i den røde bil

01:38

Lokalpolitiet i Frederikshavn har nu fået det første tip i sagen om den mand, der forsøger at lokke skolebørn fra Bangsbostrand Skole ind i sin røde bil.

Første tip i sagen om en børnelokker ved Bangbostrand Skole er landet hos lokalpolitiet i Frederikshavn. Det skriver kanalfrederikshavn.dk

- Vi fik en opringning her til formiddag fra en borger, som mener at vide, hvem der kører rundt i en rød bil med hvid stribe på, oplyser politikommissær Lars Jensen fra Lokalpolitiet i Frederikshavn til Kanal Frederikshavn.

I sidste uge var en elev fra indskolingen - på vej hjem fra skole - udsat for, at en mand i en rød bil med hvid stribe på stoppede op og spurgte, om han ikke ville med ud at køre en tur. Drengen gik dog tilbage til skolen og ringede hjem. En pige fra skolen var for tre uger siden udsat for noget lignende. Begge episoder er anmeldt til politiet.

Læs også Skole advarer mod mand i rød bil

- Vi øger selvfølgelig patruljeringen omkring skolen, og vi er ekstra opmærksomme på de henvendesler, som eventuelt kommer i sagen. Vi skal selvfølgelig have en snak med manden om hans hensigter, oplyser Lars Jensen.

Politiet har ikke et signalement af manden.

- Men der kører ikke mange røde biler rundt med hvid stribe på, så vi forventer at finde manden, siger Lars Jensen.

Politiet modtager henvendelser på 1-1-4, blandt andet er bilens registreringsnummer interessant.

 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord