Skole advarer mod mand i rød bil

En børnelokker kan være på spil i Frederikshavn, og Bangsbostrand Skole advarer i en besked til skolens forældre mod en mand i en rød bil.

Flere elever fra Bangsbostrand Skole i Frederikshavn er i de seneste uger blevet passet op af en mand i en rød bil, som har spurgt eleverne, om de vil med ham ud at køre. Det får nu skolens ledelse til at advare mod manden.

Det skriver Kanal Frederikshavn.

"I sidste uge var en elev fra indskolingen - på vej hjem fra skole - udsat for, at en mand i en rød bil med hvid stribe på stoppede op og spurgte, om han ikke ville med ud at køre en tur.

Drengen gik heldigvis tilbage til skolen og ringede hjem. Det viser sig, at en pige fra udskolingen for tre uger siden var udsat for noget lignende af samme mand.

Begge episoder er anmeldt til politiet. Det er måske en anledning til at tage en snak med jeres barn om forholdsregler i sådanne situationer," lyder det i en besked fra Bangsbostrand Skole til skolens forældre.

Beskeden er blevet sendt til alle skolens forældre. Lokalpolitiet i Frederikshavn bekræfter, at Bangsbostrand Skole i begyndelsen af denne uge har anmeldt episoderne til politiet.

- Jeg kan bekræfte, at vi har modtaget en anmeldelse. Vores patruljer holder selvfølgelig øje, når de kører i området og ser, om de kan spotte biler, der passer på signalementet, siger politikommissær Lars Jensen fra Lokalpolitiet i Frederikshavn til TV2 Nord.

Politiet har ikke noget signalement af manden, men håber, at borgere i området vil være opmærksomme og kontakte politiet, hvis de ser en rød bil med en hvid stribe. Politikommissæren opfordrer ligeledes eventuelle vidner til at notere registreringsnummeret, hvis de ser et køretøjer, der matcher signalementet.

Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland