21,6 grader: Tylstrup har årets hidtil varmeste dag

Forårsvejret har for alvor taget revanche - og det har i dag givet os årets hidtil varmeste dag

I næsten hele landet har man i dag kunnet nyde solskin fra en himmel med kun få skyer. Samtidig har der næsten ingen vind været, og det har fået sommerfornemmelserne frem hos mange.

Men det bliver ikke kun ved fornemmelsen - de tørre tal afslører nemlig også, at vi i dag har målt de hidtil højeste temperaturer i år.

Mellem klokken 16 og 17 her til eftermiddag viste termometret ved DMI's vejrstation i Tylstrup lidt nord for Aalborg hele 21,6 graders varme.

Det er 0,1 grader mere end det der blev målt den 31. marts i Karup, da vi med 21,5 grader oplevede den næstvarmeste martsdag i dansk vejrhistorie.

Samtidig er dagens 21,6 grader den højeste temperatur i landet siden den 25. september i fjor, hvor der - også i Karup - blev målt 23,2 grader.

Dagens sommerlige temperaturer skyldes varm luft der strømmer ned over landet fra en noget uvant retning - nemlig nordøst. Det er samme varme der for få dage siden gav ekstreme 23,7 graders varme i det nordøstlige Island. 

Igen i morgen kan man i dele af Jylland nå op omkring 20 graders varme, inden det bliver næsten 10 grader koldere i løbet af næste uge igen.


Seneste nyt

fra Nordjylland