Alle på pinebænken på Læsø - må vente til færgen kommer tilbage

Foto: Mogens Jørgensen

I samarbejde med tv2.dk

På Læsø er konstitueringen stadig uafklaret. De afgørende møder må vente, fordi to medlemmer tilsyneladende er taget på arbejde på fastlandet.

Læsø var et af de steder, der var først klar med et valgresultat tirsdag aften.

Til gengæld er det stadig helt uafklaret, hvad resultatet fører til. Og det kan allertidligst blive afklaret i aften.

To af de ni medlemmer af den nye kommunalbestyrelse er tilsyneladende taget på arbejde på fastlandet med den tidlige færge til Frederikshavn, og derfor må forhandlingerne vente til de kommer tilbage til øen i aften.

For den siddende borgmester, venstremanden Tobias Birch Johansen, bliver det en lang ventetid i uvished. Han er nemlig ikke sikker på genvalg.

- Jeg er handlingslammet. Det er ikke godt for Læsø. Det gør mig lidt nervøs, at man ikke tager øens fremtid mere seriøst og sørger for at holde fri i dag, så vi kan få afklaret situationen, siger Tobias Birch Johansen til TV 2.

Han har inviteret alle medlemmer af kommunalbestyrelsen til et møde i løbet af formiddagen, men ingen af de andre partier har tænkt sig at møde op.

- Det ville da være det lykkeligste, hvis vi alle sammen kunne lave en aftale. Men nu har vi fem aftalt at mødes i aften som det første, siger den siddende viceborgmester Folmer Hjort Kristensen fra Socialdemokratiet til TV 2.

Sejrherre sat udenfor

Tobias Birch Johansen blev valgets store sejrherre på Læsø. Venstre gik frem fra to til fire pladser i den kun ni mand stor kommunalbestyrelse, og spidskandidaten fik selv 321 personlige stemmer.

Men allerede tirsdag aften stod det klart, at han trods valgsejren ikke var sikker på at fortsætte som borgmester.

De fem andre medlemmer af kommunalbestyrelsen trak sig nemlig tilbage til et lukket møde i fagforeningen 3F’s lokaler for at se, om de kunne finde en aftale uden Venstre. 

01:37 Luk video

De fem er socialdemokraten Folmer Hjort Kristensen, to medlemmer af Læsølisten og to medlemmer af Dansk Folkeparti.

De to medlemmer af Læsølisten er tidligere socialdemokrater, der forlod partiet efter en strid med Folmer Hjort Kristensen, så derfor kom det helt bag på Venstre, at de så hurtigt var klar til at samarbejde.

- Det var et meget atypisk forløb. De to lister kunne pludseligt finde fælles fodslag. De trak sig tilbage, og så så vi ikke mere til dem. De var ikke interesserede i at forhandle med os, fortæller Tobias Birch Johansen.

Ifølge Folmer Hjort Kristensen er der nu ikke noget mærkeligt i, at partierne uden om Venstre – trods deres tidligere uenigheder – har sat sig sammen.

- Det er jo et lille samfund, og vi skal kunne snakke sammen alle sammen. Det bedste vil da være, hvis vi kan finde frem til en fælles konstituering alle ni, siger han.

Møde i aften

De fem kommunalbestyrelsesmedlemmer mødes onsdag aften klokken 19:30, og før det tidspunkt sker der ifølge Folmer Hjort Kristensen ikke mere.

Mødet bliver ikke mindre kompliceret af, at de ikke er enige om en borgmesterkandidat som alternativ til Tobias Birch Johansen.

- Jeg peger på mig selv, fastslår socialdemokraten Folmer Hjort Kristensen.

Flere nyheder fra TV2 Nord