Birgit Hansen opfordrer Frederiksen og Løkke til at finde sammen i SV-regering

I en usikker tid bør de to store partier holde sammen mod yderfløjene, mener flere borgmestre fra Venstre og Socialdemokratiet.

Selvom Venstre og Socialdemokratiet i valgkampen er hovedmodstandere og går til valg med hver sin statsministerkandidat, vil det efter valget være en god idé at gå i regering sammen.

Sådan lyder et opsigtsvækkende budskab her i valgkampens begyndelse fra flere borgmestre fra de to store partier.

En af dem er Frederikshavns socialdemokratiske borgmester Birgit S. Hansen. Ifølge hende kan et regeringssamarbejde mellem de to ærkerivaler være med til at isolere nogle af de partier på både højre- og venstrefløjen, der stiller med ultimative krav.

- Der er mere, der samler end skiller, og det er to gamle realpolitiske partier, der er vant til at tage ansvar og have magten. Derfor opfordrer jeg til et samarbejde hen over midten for at få skabt nogle resultater til fordel for Danmark, siger Birgit S. Hansen til TV 2.

Se et længere interview med Birgit S. Hansen her. Artiklen fortsætter under videoen.

 

V-borgmester: Mere relevant end nogensinde

Hos Venstre ser flere borgmestre også positivt på et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. En af dem er Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen.

- I kommunerne har vi i mange år samarbejdet bredt på tværs med god succes, så det kan man jo også lade sig inspirere af på Christiansborg. Gevinsten kan være, at vi kan få mere af vores egen politik igennem og sikre, at nogle af yderpartierne med meget markante synspunkter får mindre indflydelse. Men jeg overlader det trygt til partiledelsen og formanden at vurdere, hvad der skal ske efter et valg, siger han til TV 2.

quote Der er mere, der samler end skiller, og det er to gamle realpolitiske partier, der er vant til at tage ansvar og have magten. Derfor opfordrer jeg til et samarbejde hen over midten for at få skabt nogle resultater til fordel for Danmark

Birgit S. Hansen, borgmester, Frederikshavn Kommune, Socialdemokratiet​​​

Tankerne om et regeringssamarbejde mellem Socialdemokratiet og Venstre fik for alvor næring i sommeren 2018, hvor Herning-borgmester Lars Krarup (V) i et opsigtsvækkende interview med TV 2, opfordrede til at se på et regeringssamarbejde mellem de to partier for blandt andet at frigøre sig fra Dansk Folkeparti. Den udtalelse står han ved.

- Det har jeg selvfølgelig ikke ændret syn på. Det er jo mere aktuelt og relevant end nogensinde før, siger han fredag til TV 2.

En sms fra ledelsen

TV 2 har talt med en række Venstre-borgmestre, og flere mener, at et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet er blevet mere relevant.

Men mens TV 2s rundringninger har stået på har Venstres partisekretær Claus Richter sendt en sms til borgmestrene om, at de ikke skal udtale sig.

SMS fra Claus Richter

Kære Venstre borgmestre og gruppeformænd, kan forstå at medierne ringer rundt for at høre, hvad I mener om en SV-regering. Hovedbestyrelsen og folketingsgruppen har aftalt, at det alene er Venstres formand, som udtaler sig om regeringsdannelse og konstellationer. God Valgkamp.

 - Et drømmescenarie

Det har fået flere til at holde igen, men nogle vil gerne udtale sig under betingelse af anonymitet.

- Et regeringssamarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet er et drømmescenarie. Jeg kan ikke være i det her længere med det ene mere vanvittige yderfløjsparti end det andet, lyder det fra en borgmester.

- Jeg er træt af at blive kørt rundt i manegen af yderpartier. Jeg går ind for en borgerlig regering, men SV-regering kan være en mulighed, hvis alt andet er fastlåst af folk på yderfløjene, siger en anden.

quote Jeg kan ikke være i det her længere med det ene mere vanvittige yderfløjsparti end det andet

Anonym Venstre-borgmester

Presset af ultimative krav

Venstre går ellers til valg på at fortsætte med en borgerlig regering, men ifølge meningsmålingerne ser det meget svært ud. Den røde blok er langt foran, og Lars Løkke Rasmussen er desuden presset af krav fra Nye Borgerlige og Stram Kurs om en markant strammere udlændingepolitik, som i praksis vil betyde, at Danmark kan blive nødt til at træde ud af internationale konventioner. Det afviser Lars Løkke Rasmussen, at han vil.

Socialdemokratiet går til valg på en ren S-regering, men partiformand Mette Frederiksen er presset af ultimative krav fra både Radikale Venstre, SF og Enhedslisten om blandt andet lempelser af udlændingepolitikken og en ny retning i den økonomiske politik.

Det er i lyset af presset fra begge fløje, at flere borgmestre kan se en idé i et regeringssamarbejde.

Stemmer mere ens i Folketinget

Ifølge Birgit S. Hansen er Socialdemokratiet og Venstre bortset fra nedlæggelse af regionsrådene enige om meget på en del centrale områder. Hun fremhæver, at Lars Løkke Rasmussen torsdag foreslog at hæve udgifterne lige så meget til den offentlige sektor, som Socialdemokratiet vil, og at Venstre efterfølgende fulgte op med følgende annonce, hvor partiet selv fremhæver ligheden:

Helsidesannonce fra Venstre i fredagens udgave af Jyllands-Posten.
Helsidesannonce fra Venstre i fredagens udgave af Jyllands-Posten.
Foto: TV 2

 Hun nævner også, at Jyllands-Posten tidligere på ugen beskrev, at Venstre og Socialdemokratiet i denne valgperiode har nærmet sig hinanden, når det handler om at stemme det samme i folketingssalen.

Ifølge en analyse fra bureauet Analyse og Tal har de to partier eksempelvis stemt sammen i 84,7 procent af tilfældene på udlændingeområdet mod 65,4 procent i forrige valgperiode. På en række andre områder stemmer de to partier også mere ens end tidligere, viser analysen.

Fyldt med dilemmaer

Der er dog også flere borgmestre, der tvivler på idéen. Socialdemokratiet og Venstre dannede under Anker Jørgensens (S) ledelse regering i 1978. Det er første og hidtil eneste gang (fraregnet samlingsregeringerne under 1. og 2. verdenskrig), og den holdt kun i 14 måneder, fordi de to partier havde svært ved at samarbejde og nærede mistillid til hinanden.

Flere Venstre-borgmestre påpeger også, at det bliver meget svært at blive enige om, hvem der skal have statsministerposten og tror derfor ikke på projektet.

Ifølge Greves borgmester Pernille Beckmann (V) er spørgsmålet fyldt med dilemmaer.

- Det positive er, at man får isoleret yderpartierne, men det største dilemma er, om man kan bevare sig selv som Venstre og Socialdemokratiet. Det, tror jeg, bliver svært. Jeg vil lade det være op til Lars Løkke at vurdere fordele og ulemper, siger hun.

V-ordfører: Vi har brugt rigeligt med kræfter på beskyldninger

I Venstres folketingsgruppe er finansordfører Jacob Jensen enig i, at et regeringssamarbejde mellem de to partier kan blive svært, fordi de har været hovedmodstandere igennem årtier. Alligevel ser han perspektiver i et tættere samarbejde med Socialdemokratiet.

- Jeg ser meget gerne, at de nuancerede partier, som ikke har de her meget ekstreme synspunkter, finder stærkere sammen, siger han til TV 2.

Han understreger, at han går til valg på en fortsættelse af VLAK-regeringen, men kan det ikke lade sig gøre, vil han ikke udelukke, at et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet kan komme på tale.

Lyn-analyse - af Hans Redder, journalist, TV 2

Det er jo helt åbenlyst, at de to partier politisk har nærmet sig hinanden. S har taget et ryk på udlændingepolitikken, og V har de seneste dage taget et ryk på velfærdspolitikken. Dermed er det nærmere nuancer end fundamentale store uenigheder, der er på de to partiers politik.

 

I en valgkamp, der er præget af opbrud og en masse nye partier med ultimative krav, forstår man borgmestrenes logik. Men derfra til at sige, at det bliver virkelighed, er der meget langt, og det er meget svært at forestille sig de to partier finde sammen i et regeringssamarbejde efter et valg.

 - Jeg synes, vi har brugt lidt rigeligt kræfter på at beskylde hinanden for alle mulige ting, og det har gjort, at der har været noget politikerlede, som har givet grundlag for, at nogle af de ekstreme kræfter er dukket op i det politiske landskab. Det er min tese, siger Jacob Jensen.

Løkke må tage stilling efter valget

I Venstres ledelse siger politisk ordfører Britt Bager, at partiet ”som udgangspunkt” går til valg på, at Lars Løkke Rasmussen skal fortsætte som statsminister. Hun vil ikke svare på, om Venstre kan se sig selv i et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet, hvis det ikke kan lade sig gøre.

- Det vil jeg lade statsministeren tage stilling til, når vi kender det endelige valgresultat. Frem til den endelige valgdato går vi til valg på, at Lars Løkke Rasmussen skal fortsætte med at være statsminister, siger hun til TV 2.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, er glad for, at flere Venstre-folk taler om muligheden for at samarbejde med Socialdemokratiet, men hun kan ikke se et regeringssamarbejde for sig.

- Uenighederne er for store. Det gælder ikke mindst på spørgsmålet om ulighed og vores velfærdssamfunds fremtid, siger hun.


FV19 - Folketingsvalg

060619 Christina Egelund

LA-profil efter valgnederlag: - Afviser ikke at stille op igen

Christina Egelund

Formænd: Vi begik for mange fejl

070619 Mette Frederiksen

play Hvis Mette bliver statsminister: - Nordjylland er mit udgangspunkt

mette frederiksen 1.maj

Mette Frederiksen inden forhandlinger: Jeg udelukker ikke nogen

indlæs flere

Seneste nyt

fra Nordjylland