Børn fra Rebild-sagen får historisk stor erstatning

Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

Kommunen og repræsentanter for de misbrugte børn fra Rebild-sagen har indgået et skelsættende forlig.

Rebild-sagen, én af danmarkshistoriens mest opsigtsvækkende sager om seksuelt misbrug af børn og kommunale svigt, er nu formelt set afsluttet for børnene.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten fredag.

I et forlig, som blev underskrevet torsdag, har Rebild Kommune indvilget i at betale 450.000 kroner til hver af de 10 børn fra storfamilien. 

Læs også Mand tiltalt for at voldtage sine børn

Det sker, seks år efter at børnenes far i 2012 blev idømt 12 års fængsel for grove seksuelle overgreb på seks af sine egne børn og to andre.

Samtidig undskylder kommunen, at den trods et væld af underretninger fra bekymrede skolelærere, pædagoger og borgere ikke greb ind i tide, hvilket betød, at overgrebene kunne fortsætte i årevis.

Rekordstor erstatning

Erstatningen er den med afstand største af sin art herhjemme. Det næsthøjeste beløb - 300.000 kroner - blev i 2014 betalt til pigen i den såkaldte Tønder-sag.

Efter at Tønder Kommune via sit forsikringsselskab betalte godtgørelse, slog kommunernes forening, KL, fast, at der ikke er hjemmel til at udbetale godtgørelse direkte fra kommunekassen uden en domstolsprøvelse. Alligevel er det nu sket i Rebild. 

Læs også Ville have reddet Rebild-børnene

- Vi havde overhovedet ingen interesse i at skulle trække børnene igennem en langstrakt retssag, hvor de skulle gennemleve det hele igen, siger kommunaldirektør Jes Lunde.

Ønskede solidarisk løsning

Otte af børnene sagsøgte i 2014 Rebild Kommune for i alt 12 millioner kroner, men sagen var endnu langt fra at nå for en dommer.

Det var EU-parlamentariker Rikke Karlsson og journalist Asbjørn With, som på vegne af børnene i stedet forhandlede direkte med kommunaldirektør Jes Lunde om forliget.

De ønskede - og fik - en solidarisk løsning, hvor alle 10 børn får samme beløb, uanset hvad de har været udsat for, og om faderen er dømt for overgreb mod dem eller ej.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord