Bromer trods skuffende finale: - Det var sindssygt fedt

Selvom Viktor Bromer måtte nøjes med en syvendeplads i VM-finalen i 200 meter butterfly, så havde aalborgsvømmeren masser at glæde sig over efter finalen.

Viktor Bromer var aldrig rigtig tæt på en medalje i VM-finalen i 200 meter butterfly - alligevel var Bromer mere end almindeligt glad, da han var kommet op af bassinet.

- Det var sindssygt fedt, altså. For et år siden havde jeg måske været lidt sur, over at det ikke var gået bedre for mig selv, men det er bare pissefedt at være her. 

- Jeg tror, det er seks ud af otte af os, der var sammen for et år siden i finalen til OL. Så det var bare fedt at stå her igen, siger Bromer, der sluttede finalen på en syvendeplads ud af otte.

Fysikken mangler

Ganske som vanligt kom Bromer langsomt fra start i finaleheatet - desværre for nordjyden manglede han den sidste power, da han til sidst skulle presse på for en topplacering.

- Jeg synes faktisk, det går rigtig rigtig godt de første 100 meter. Helt op til 125, føler jeg ikke at jeg har nogen problemer eller at det er hårdt for mig. Men så rammer det mig som en mursten allerede ved 150. Det er bare noget, jeg skal hjem og arbejde med. 

- Jeg vidste allerede efter jeg havde svømmet indledende i går morges, at jeg ikke var samme sted rent fysisk, som jeg var til OL. Jeg svømmer nogenlunde de samme tider, men det er fordi, jeg er et bedre sted, rent psykisk. Fysikken skal nok komme i løbet af det næste halve års tid, siger Bromer til TV 2 SPORT.

Mentalt rustet til EM

Forbedringerne på det mentale plan er særdeles brugbare for Bromer, der senere på året får muligheden for igen at svømme om medaljer ved et af de helt store stævner - og denne gang på hjemmebane.

- Jeg havde en rigtig dårlig oplevelse, kan man sige, i Herning, da vi selv var værter for EM. Så jeg har arbejdet rigtig meget med at forvente det her pres og det her publikum, der ville gå helt amok.

- Nu hvor jeg står her, synes jeg bare, det er pissehamrende fedt. Og jeg kan slet ikke vente til vi selv skal holde stævne. 

Hvor stort bliver det?

- Forhåbentlig større end det her, slutter Viktor Bromer med et smil.

EM i kortbanesvømning foregår i Royal Arena i København til december.


Seneste nyt

fra Nordjylland