Christinna Pedersen aflyste turnering - bror er syg

Christinna Pedersen er blandt andet på grund af hendes lillebrors sygdom blevet ambassadør for ’Organdonation – ja tak!’.

Den bedste danske mixeddouble med Christinna Pedersen og Mathias Christiansen deltager i øjeblikket ikke i den prestigefyldte turnering Japan Open, og nu fortæller førstnævnte, hvorfor parret valgte ikke at tage til Tokyo.

- Min bror er desværre blevet alvorligt syg i Danmark, og derfor har vi valgt ikke at spille Japan Open, siger Christinna Pedersen til TV 2 SPORT.

Hendes bror er ramt af sygdommen glomerulonefritis, som nedbryder ens nyrefunktion, og derfor afventer han i øjeblikket en nyretransplantation.

- Når et familiemedlem pludselig får en alvorlig sygdom, sætter det tanker i gang, og det har det også gjort i vores familie, siger Christinna Pedersen til TV 2 SPORT.

- Jeg har selvfølgelig skullet snakke med sponsorer og det internationale badmintonforbund i forhold til ikke at deltage i denne turnering, og her har der været fuld forståelse og opbakning hele vejen rundt.

- Mathias Christiansen er cool med det. Han har fuld forståelse for, at der er nogen ting i livet, som kommer før badminton. Familie og alvorlig sygdom helt inde på livet er i den grad én af dem. Han har været en god makker at have ved min side, når jeg har hængt lidt med næbbet.

Ambassadør for organdonation

Heldigvis matcher farens nyre Christinna Pedersens lillebrors, og derfor var en operation på Skejby Sygehus planlagt i denne uge. Men af logistiske årsager er denne udskudt, fortæller hun.

- Det der med ikke at have fået en dato for operationen, kunne jeg forestille mig, er meget lig med patienter, der er på en venteliste, som ikke ved, hvor lang tid de skal vente på at få et nyt organ. I øjeblikket kan jeg tydeligt mærke på mig selv – og i særdeleshed på min bror – at det er utrolig hårdt mentalt og fysisk at skulle kapere at gå i uvished og ikke vide, hvornår operationen skal foregå, siger hun.

Blandt andet derfor har hun besluttet sig for at ville skabe opmærksomhed omkring organdonation, hvorfor hun er blevet ambassadør for Organdonation – ja tak!

- At min bror ikke skal stå på en venteliste gør det alt andet lige lidt mindre kompliceret for min familie. Det er ikke alle, som selv kan finde en doner, og til dem er mit store ønske, at ventetiden kunne nedsættes drastisk. Det ville den blive, hvis flere danskere aktivt tager stilling til organdonation. 

Planlægger at spille i Kina og Sydkorea

Aflysningen af deltagelsen i Japan Open skete, fordi hendes lillebrors operation var planlagt i denne uge. Den er altså udskudt, og derfor er planen, at hun sammen med Mathias Christiansen rejser til Kina for at spille China Open og ugen efter Korea Open.

- Jeg har været nødt til at lægge det fra mig, for lige nu kommer operationen ikke til at være i næste uge. Det kommer forhåbentlig til at være i efteråret.

I og med at der ikke er fastlagt en dato for operationen, har hun planer om at tage én turnering af gangen.

- Jeg ved jo godt, at jeg har et travlt turneringsprogram, så jeg har egentlig bare valgt, at lige så snart vi har en dato, må jeg sætte mig ned med min familie og dernæst Mathias (Christiansen, red.) og min træner, og så må vi snakke tingene igennem, hvordan og hvorledes det bliver gjort bedst muligt, så jeg også føler, at jeg kan være en del af min familie herhjemme. Så jeg ved ikke, hvad der bliver taget af valg til den tid.

China Open, som efter planen bliver Christinna Pedersens næste turnering, begynder på tirsdag.


Seneste nyt

fra Nordjylland