Venstre-folk skriver kronik før landsmødet: - De tager afstand fra Støjberg, siger Funding

Jakob Ellemann-Jensen har efterladt et magttomrum i Venstre, som giver plads til en "skyggekrig" på udlændingeområdet, mener politisk redaktør.

Efter fløjkrige og formandsopgør hen over sommeren har der den seneste tid været ro på i Venstre, men dagen før landsmødet viser en kronik i Jyllands-Posten, at tiden med interne uenigheder bestemt ikke er forbi.

Kronikken er skrevet af folketingsmedlemmerne Jan E. Jørgensen, Bertel Haarder, Anni Matthiesen, Fatma Øktem og Kim Valentin og handler om, hvor de mener, Venstre skal placere sig i udlændingepolitikken.

Flere anonyme kilder i Venstres folketingsgruppe, som TV 2 har talt med, tolker kronikken som en slet skjult kritik af næstformand Inger Støjbergs linje.

Vil ikke finde sig i muslim-retorik

Udgangspunktet for kronikken er en undersøgelse fra Mandag Morgen fra slutningen af oktober. Her erklærede 28 procent af danskerne sig helt eller delvist enige i, at indvandrere med muslimsk baggrund bør sendes ud af landet.

På baggrund af den undersøgelse skrev Inger Støjberg 4. november et debatindlæg i B.Thvor hun forklarede målingen med, at mange nok har det ligesom hende og er træt af at høre ”om islam mig her og islam mig der som begrundelse eller dårlig undskyldning for alt fra de fejeste terrorhandlinger til såkaldt æresrelateret vold”.

- Alt det, som bekymrer rigtig mange af os, men som kun få har lyst til at sige højt af begrundet frygt for at blive misforstået eller ligefrem blive kaldt racist, skrev Inger Støjberg i B.T.

I fredagens kronik i Jyllands-Posten beskæftiger de fem folketingsmedlemmer sig også med undersøgelsen fra Mandag Morgen, men med et noget andet udgangspunkt.

De skriver, at konsekvensen af at smide muslimske indvandrere ud af landet vil være ”racisme i sin reneste form”.

- Vi skal ikke finde os i, at de mennesker bliver udsat for en nedrig og udskammende retorik, alene fordi de er muslimer eller tilhører en hvilken som helst anden trosretning, står der i kronikken.

Funding: De tager afstand fra Støjberg

Inger Støjberg bliver ikke nævnt med ét ord i kronikken i Jyllands-Posten, og ingen af forfatterne har ønsket at stille op til interview med TV 2.

Ifølge avisen Danmarks politiske redaktør, Thomas Funding, er budskabet dog ikke til at tage fejl af.

- På indhold er det helt tydeligt en afstandtagen til det, Støjberg skrev i B.T. Man skal ikke have talt med mange Venstre-folk for at vide, at det i nogle dele af partiet har skabt vrede, at hun skrev det, siger Thomas Funding.

Inger Støjberg er kendt for at være en af Venstres hardlinere på udlændingeområdet, mens eksempelvis Jan E. Jørgensen, der er medforfatter til kronikken, står for en mere blød linje. De to har blandt andet været uenige om nødvendigheden af at indføre et burkaforbud.

Vil ikke sætte ild til partiet

Ifølge Thomas Funding bunder uenighederne især i spørgsmålet om, hvordan Venstre skal tale om indvandrere og muslimer.

Han fremhæver, at kronikørerne i Jyllands-Posten refererer til Venstres partiprogram, hvor der står, at Danmark er åbent for alle dem, der kan og vil, og tolker det som et signal om, at de ikke vil tolerere Inger Støjbergs linje.

Når de ikke nævner den næsten nyvalgte næstformands navn direkte, skyldes det en delikat balancegang, mener Thomas Funding.

- Hvis de gik offentligt ud og med navn kritiserede den næstformand, de lige har valgt, ville det være en udfordring af hende, der kan få partiet til at eksplodere fuldstændig. De gør det lidt fordækt, og de har muligheden for at komme i morgen til landsmødet og sige, at det ikke handler om Støjberg, men udlændingepolitik generelt, siger Thomas Funding og tilføjer:

- De får markeret, men uden at de sætter ild til hele partiet.

Falder tilbage på Ellemann

Jakob Ellemann-Jensen blev efter en tumultarisk sommer for Venstre valgt som ny formand i slutningen af september. Her gjorde han det klart, at han er ”dødtræt af fløjkrige” og opfordrede samtidig til forsoning.

Men når interne uenigheder alligevel kommer frem dagen før landsmødet, skyldes det ifølge Thomas Funding også, at den nye formand i tiden frem til nu ikke har tegnet et klart billede af, hvad Venstre vil på udlændingepolitikken.

Det giver usikkerhed om linjen og et magttomrum, hvor andre forsøger at udfylde pladsen, siger han.

- Det falder i sidste ende tilbage på Jakob Ellemann-Jensen, fordi han ikke klart har signaleret til sin gruppe, hvad Venstre står for. Havde han gjort det, tror jeg, det havde skabt en anden ro og ikke den her skyggekrig, lyder det fra Thomas Funding.

Han tilføjer, at det er hans indtryk, at Jakob Ellemann-Jensen i kølvandet på kronikken i Jyllands-Posten har talt med store bogstaver over for begge parter.

Støjberg: Vi er fuldstændig enige

TV 2 har også været i kontakt med en række medlemmer af Venstres folketingsgruppe, som ikke har skrevet kronikken. Ingen ønsker at udtale ved navn, men i et skriftligt citat til TV 2 siger Inger Støjberg, at ”der er mange måder at sige tingene på”.

- Det kan journalister, kommentatorer og sprogforskere ofte få stor fornøjelse ud af. Men når alt kommer til alt, så kan der ikke sættes et stykke papir ned mellem os, når det kommer til de helt grundlæggende rettigheder, som er og bliver det vigtigste.

- Danmark er bygget på et fundament af frihedsrettigheder som religionsfrihed, ytringsfrihed og ligestilling. Det fundament er vi alle fuldstændig enige om, ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, skriver Inger Støjberg.

Venstre holder landsmøde i Herning lørdag og søndag.


Seneste nyt

fra Nordjylland