Dommens dag: Skolelærer kalder påstået vold mod 2. klasse for vandrehistorie

Fredag falder der dom i sagen, hvor en lærer er tiltalt for at slå og binde elever. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

En skolelærer er tiltalt for at binde og slå adskillige elever i 2. klasse med sjippetov, kosteskaft og linealer. Fredag falder dommen.

Har en 42-årig lærer bundet sine elever i 2. klasse og slået dem med linealer og et kosteskaft, hvis de ikke kunne svare på hans spørgsmål?

Eller er der tale om en uskyldig mands mareridt, hvor vandrehistorier i et lille, nordjysk samfund er gået helt over gevind?

Fredag afsiger Retten i Aalborg dom over skolelæreren, der nægter sig skyldig, mens anklager Peter Rask fra Nordjyllands Politi kræver ham straffet med mindst et års fængsel.

Bundet i klasseværelset
- Vi havde sådan en pæl i klassen, en bærende træpæl. Den stod i midten af klasseværelset. Så skulle man have hænderne her, forklarede en dreng på 11 år, mens han samlede hænderne over hovedet.

Andre børn har beskrevet, at deres hænder blev tapet fast til skolebordet med gaffertape, mens nogle skal være kaldt op til katederet, hvor de fik flere slag over fingrene med linealer eller et kosteskaft. En dreng skal være slæbt hen ad gangen - et andet barn bundet til et legestativ.

Forklaringerne er optaget på video og afspillet i Retten i Aalborg, hvor den 42-årige lærer er tiltalt for 29 forskellige tilfælde af vold, tvang, frihedsberøvelse og trusler begået mod eleverne i en 2. klasse på en skole i Gudumholm lidt uden for Aalborg. 

Selv nægter han alt og fastholder, at anklagerne enten er fordrejede eller opdigtede. At han en enkelt gang har leget sørøverskib med børnene, hvor nogle børn frivilligt valgte at være sørøvernes fanger, men ellers er der ikke noget om snakken, siger han.

- Jeg har aldrig nogensinde lagt hænder på nogen som helst. Hverken børn, voksne, en fugl eller en edderkop. Det er fup og fidus, har den tiltalte lærer forklaret retten.

Flere nyheder fra TV2 Nord