Eksperter enige: 'Klogt' træk gjorde Aalborg til dansk mester

03:33

I den tredje og altafgørende DM-finale mod GOG viste Aalborg Håndbold sig som det stærkeste hold, da de på en udsolgt hjemmebane vandt 38 – 32.

Ifølge TV 2 SPORTs håndboldeksperter blev syv-mod-seks-spillet afgørende for, at Aalborg Håndbold endte som dansk mester.

I samarbejde med tv2.dk

I Aalborg Håndbold har man flittigt benyttet sig af syv-mod-seks-spillet i denne sæson.

Særligt i finaleserien mod GOG har nordjyderne haft succes med at tage målmanden ud og sætte en ekstra markspiller ind.

Og netop syv-mod-seks-reglen blev udslagsgivende for, at Aalborg Håndbold hentede klubbens fjerde danske mesterskab, mener TV 2 SPORTs håndboldeksperter.

Læs også Trynede gamle holdkammerater: - Jeg kom til Aalborg for titlernes skyld

- Jeg synes, at Aalborg vinder den her finaleserie med syv-mod-seks-spillet. Hvor er det klogt, at de går ind og gør det - og især måden de gør det på. De spiller rigtig fornuftigt med de to dygtige stregspillere, de har, siger Daniel Svensson.

- Aalborg var decimeret i bagkæden og uden syv-mod-seks, tror jeg ikke, at de havde båret den her hjem, tilføjer Claus Møller Jakobsen.

Aalborg Håndbold formåede at vende et nederlag i den første kamp i finaleserien til sejre i de to efterfølgende opgør mod GOG. Der er særligt én spiller hos Aalborg Håndbold, som Claus Møller Jakobsen fremhæver i syv-mod-seks-spillet mod aalborgenserne.

Jeg synes, at Henrik Møllgaard er mest værdifulde spiller i den her finaleserie.

Claus Møller Jakobsen

- Jeg synes, at Henrik Møllgaard er MVP (mest værdifulde spiller, red.) i den her finaleserie. Han har taget et ekstremt stort læs - både i angrebet og forsvaret. Hvor har han været dygtig i de her finaler og bidraget med en enorm ro til holdet.

- Hvis man lægger mærke til syv-mod-seks-spillet, og hvem der næsten altid afslutter, eller hvem der har den sidste aflevering, så er det Henrik Møllgaard i 90 procent af situationerne, siger håndboldeksperten.

I den sidste finalekamp mod GOG bidrog Henrik Møllgaard med seks scoringer på syv forsøg sammen med otte assists. Aalborg vandt den tredje og afgørende DM-finale med 38-32.

Forsiden lige nu