En hjelm på hovedet skal fjerne depression

02:08

Aalborg Universitetshospital vil som det første offentlige sygehus begynde at behandle patienter med depression med en særlig hjelm, der stimulerer hjernen med elektromagnetisme. Foto: TV2

Aalborg Universitetshospital vil som det første offentlige sygehus begynde at behandle patienter med depression med en særlig hjelm, der stimulerer hjernen med elektromagnetisme.

I samarbejde med tv2.dk

Den elektromagnetiske metode blev opfundet i Danmark for mere end 15 år siden. Men først nu kommer den i brug i det offentlige sygehusvæsen.

En radikal anderledes behandling mod depression er nu på vej ind i det offentlige sygehusvæsen, efter man i 15 år har talt om metodens opsigtsvækkende resultater.

Det er Aalborg Universitetshospital, der nu vil begynde at behandle patienter med depression med en særlig hjelm, der stimulerer hjernen med elektromagnetisme.

- Jeg synes, den tilbyder en behandling, der kan være rigtig effektiv og med meget få bivirkninger, siger overlæge Sune Straszek fra hospitalet.

Metoden blev opfundet af danske forskere kort efter årtusindskiftet og har siden været i brug hos enkelte privatpraktiserende psykiatere og private klinikker.  

Flere videnskabelige studier har vist rigtig gode resultater for den gruppe af patienter med depression, der ikke kan hjælpes af medicin eller samtaleterapi.

20 år med depressioner

En af dem er pensionist Erik Christensen, der har lidt af svære depressioner med mellemrum de seneste 20 år, uden hverken medicin eller indlæggelser på psykiatriske sygehuse har kunnet helbrede ham.

Han har haft enorm gavn af at blive behandlet med hjelmen med de syv elektromagnetiske spoler, der sender elektriske impulser til hjernen.

- Det, synes jeg, er ret fantastisk at opleve. At der er noget, der pludselig får en op til overfladen igen, siger Erik Christensen

- Hjelmen har vendt det, fordi jeg får ikke de der dårlige perioder mere. I hvert fald meget, meget sjældent i forhold til, hvad det har været. Og hvis jeg får det, kan jeg gå herind, og jeg får nogle behandlinger, og så bliver jeg ligesom trukket op igen, forklarer han.

Behandlingen hedder T-PEMF og er opfundet af professor Steen Ussing fra Københavns Universitet for mere end 15 år siden.

Teorien bag er, at når hjernen bliver stimuleret af det elektromagnetiske felt, bliver forbindelsesleddene på hjernecellerne - synapserne - større og danner flere kontakter, der er mere aktive, end de var før.

I 2015 blev metoden EU-godkendt, men trods gode resultater i alle gennemførte videnskabelige forsøg er det først nu, metoden kommer ind i det offentlige sygehussystem.

Forsinkelsen har ærgret opfinderen, professor Steen Ussing. Til gengæld glæder han sig nu over, at Aalborg Universitetshospital åbner for at behandle patienter med T-PEMF.

- Det er jeg rigtig glad for. Det har været på vej i lang tid, siger han.

Mere forskning

Overlæge Sune Straszek fra Aalborg Universitetshospital understreger dog, at selv om hospitalet nu har lejet to hjelme og går i gang med at behandle patienter, er der stadig behov for mere forskning:

- Data indtil videre ser rigtig lovende ud. Men det skal undersøges nærmere med flere patienter, så vi kan være sikre på, at den gode effekt, vi har set i pilotforsøgene, også holder, siger han.

Forskerne bag T-PEMF-metoden og den elektromagnetiske hjelm håber, at behandlingen i fremtiden også kan gavne patienter med andre sygdomme. For eksempel Parkinsons syge, maniodepression og eftervirkningerne efter hjernerystelser.

 

I samarbejde med tv2.dk

Forsiden lige nu