Endnu en Aalborg-pige vil være statsminister

Enhedslistens Pernille Skipper mener, at partiet skal gå efter statsministerposten. Hun mener også, at det er vigtigt med et alternativ til V og S.

Først var det Uffe Elbæk fra Alternativet, der kort før sommerferien meldte sig på banen som statsministerkandidat efter næste folketingsvalg ovenpå en stigende splittelse i rød blok.

Og nu melder Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, sig også på banen i kampen om nøglerne til Statsministeriet. Det er første gang, at partiet kommer med den klare besked.

Pernille Skipper er født og opvokset i Aalborg og har gået på Aalborghus Gymnasium. Med hendes udmelding er der nu to kvinder fra Aalborg, der går efter statsministerposten - Pernille Skipper og Mette Frederiksen.

Skal gribe chancen

Til TV 2 siger Pernille Skipper, at Enhedslisten er klar til at bringe partiet i spil som statsministerparti.

- Det er rigtig vigtigt, at dansk politik er mere end blot et valg mellem to statsministerkandidater, der minder om hinanden som Mette Frederiksen (S) og Lars Løkke Rasmussen (V). Det med, at statsministerposten skal gå på skift mellem Venstre og Socialdemokraterne, det hører altså fortiden til, slår hun fast, og fortsætter:

- Vi har brug for noget andet som en langt mere social retfærdig og grønnere regering. En regering, der også vil behandle mennesker på flugt ordentligt. Det er på tide, vi får sagt, at får vi muligheden for at danne en progressiv, grøn regering til venstre for Socialdemokraterne, så vil vi selvfølgelig også gribe den chance. Det er vores førsteprioritet - også ved næste valg, siger Pernille Skipper til TV 2.

Men Enhedslistens politiske ordfører afviser dog at følge Alternativets eksempel og trække sine mandater ud af den politiske ligning, så statsministerposten i forbindelse med en dronningerunde kan svinge i retning af blå blok.

- Enhedslisten vil aldrig melde sine mandater ud af ligningen. Vi vil altid kæmpe for mest mulig indflydelse til gengæld for de stemmer, som titusindvis af mennesker har sat på os, siger Pernille Skipper.

Elbæk: - Spændende udmelding

Uffe Elbæk har hurtigt været ude og kommentere på Pernille Skippers opsigtsvækkende udmelding.

På det sociale medie Twitter hylder han Pernille Skippers melding og kalder den for "spændende". Han skriver blandt andet:

- Dansk politik skal være så meget mere end et “præsidentvalg” mellem statsministerkandidater fra Venstre og Socialdemokratiet.

Markeringskrig i rød blok

Med Pernille Skippers statsministerkandidatur ser det ud til, at dronning Magrethe kan få en af svær opgave i forhold til dronningerunder ved næste valg.

Det vurderer politisk kommentator Hans Engell.

- Et tilstrækkelig mudret valgresultat kan give en hel stribe dronningerunder før, at man kan udpege én til at lede forhandlingerne om regeringsdannelse og udpege en statsminister, siger Hans Engell.

Han siger til TV 2, at ordene fra Pernille Skipper er bemærkelsesværdige, men kommer samtidig med en analyse af hendes udmelding:

- Pernille Skippers budskab skal først og fremmest ses som en form for markeringskrig i den røde blok. Mere end egentlig reel politik, vurderer Hans Engell.

Svækker rød blok

Den politiske kommentator mener, at Enhedslisten og Alternativet vil være de eneste partier i Folketinget, der vil pege på Pernille Skipper som landets leder, så en statsministerpost til Enhedslisten er der ikke ligefrem gode udsigter til.

Men Pernille Skippers udtalelser giver alligevel et billede af den nuværende situation til venstre for midten af dansk politik.

- Det svækker unægteligt rød blok, at der er tvivl om, hvem partierne vil pege på som statsminister, og det tegner et billede af rød blok, der har meget svært ved at blive enige om noget, fortæller Hans Engell og fortsætter:

- Lars Løkke Rasmussen (V) har den fordel, at alle de blå partier peger på ham som statsminister - også Kristian Thulesen Dahl (O), siger Hans Engell.


Seneste nyt

fra Nordjylland