Forskere skyder konspirationsteori om danske ulve ned

Er ulvene kommet til Danmark naturligt eller har de fået 'hjælp'? Mange er i tvivl, men det er eksperterne ikke.

I 2012 fandt man det første bevis på, at der levede en fritgående ulv i Danmark i Hanstholm Naturpark nær Thy. 

Et år efter fremsatte tre jægere teorien om, at nogen havde transporteret dem til Danmark og udsat dem i Nordjylland - i så fald kunne man retfærdiggøre at skyde ulvene.

Teorierne blev for nyligt omtalt i programmet ’Det, vi taler om’ på radio 24/syv, hvor Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, udtalte, at han har en "lumsk fornemmelse af, at der har været nogle varebiler involveret."

Det skriver Videnskab.dk, som har bedt Søren Espersen uddybe sine pointer.

quote Vores forskning dokumenterer entydigt, at de er kommet hertil naturligt

Kent Olsen, forskningschef, Naturhistorisk Museum

- Jeg har ikke noget belæg for det, og det er da interessant, hvis det kan lade sig gøre, at en ulv har vandret til Nordjylland. Men jeg synes, det virker underligt, at man ud af det blå finder ulve ved Hanstholm, som er gjort til en fredet Nationalpark, siger Søren Espersen til Videnskab.dk.

Han mener, der findes interessegrupper, der ønsker at udsætte vilde dyr i Danmark, som mennesker tidligere har udryddet:

- Der er nogle, der har interesse i at udsætte dyr, som vi ikke har haft i Danmark i 1.000 år, og i ulvenes tilfælde i 200 år. Vi har tidligere set eksempler på personer, der mener, at vi skal have bævere og moskusokser, tilføjer Søren Espersen.

To ulveforskere deler dog ikke Søren Espersens skepsis over, at ulvene, der er både dag- og nataktive, har kunnet færdes på et stort areal uden at blive opdaget.

- Det er på ingen måde overraskende, at de tilbagelægger store afstande, hvor de ikke bliver set. Når de så avler, som de har gjort i Nordjylland, og slår sig ned, bliver de typisk set mere, siger Kent Olsen, der er forskningschef ved Naturhistorisk Museum i Aarhus, til Videnskab.dk.

quote I mit univers er der slet ikke noget, som virker ulogisk i, at de er smuttet forbi, uden man har opdaget dem

Sussie Pagh, konsulent, DTU-Veterinærinstituttet

Han har selv været med til at udarbejde rapporter om ulves færden i Danmark.

Der er ikke fundet andre tegn på ulve langs Jyllands vestkyst, hverken fodspor eller ådsler, men det er heller ikke mistænkeligt, mener Sussie Pagh, der er ekstern konsulent for DTU-Veterinærinstituttet.

Ulve spiser primært rådyr, krondyr og mindre byttedyr som harer, men kan også æde ådsler. 

- Det kan godt ske, at man har fundet ådsler fra ulvenes byttedyr, men at man ikke har været opmærksom på det. I mit univers er der slet ikke noget, som virker ulogisk i, at de er smuttet forbi, uden man har opdaget dem, siger Sussie Pagh.

Det stærkeste argument for, at ulvene ikke er blevet transporteret til Danmark, er ifølge Kent Olsen, at ulvene bliver nøje overvåget i Europa via et fælles europæisk register, hvor ulvenes DNA bliver indsamlet.

Fem af ulvene i Danmark har efterladt DNA-spor i Slesvig-Holsten, inden de samme ulve blev opdaget i Danmark. De andre to ulve ved vi, kommer fra andre områder i Tyskland, fortæller Kent Olsen.

- Teorier om ulveudsætninger modbevises ret klart gennem DNA-prøver, siger han.

Begge forskere mener derfor ikke, der er grund til at tro, at der foregår ulveudsætninger i Danmark.

- Vores forskning dokumenterer entydigt, at de er kommet hertil naturligt, siger Kent Olsen til Videnskab.dk.


Seneste nyt

fra Nordjylland