Frederikshavn er reddet - forhandlinger om udskældt reform brudt sammen

En ny udligningsreform mellem de danske kommuner må vente til 2019, efter forhandlingerne tirsdag er brudt sammen. Det er godt nyt i Frederikshavn Kommune, som ellers stod til at miste mange penge med det forslag, der blev forhandlet om.

Forhandlingerne om et nyt udligningssystem for landets 98 kommuner er brudt sammen.

Det bekræfter økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA), efter både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti tirsdag har afvist regeringens tilbud.

Det kommunale udligningssystem fordeler milliarder af kroner mellem landets kommuner, så de fattigste bliver kompenseret af de rigeste. Men rimeligheden i den nuværende fordeling er stærkt omdiskuteret, og både kommuner i hovedstadsområdet og i provinsen mener, at de er tabere i det nuværende system

Det bliver der dog ikke gjort noget ved nu.

- Jeg synes, det er ærgerligt, siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille til TV 2.

Han tilføjer, at regeringen ikke kommer til at gøre mere på denne side af et folketingsvalg, og derfor kommer det nuværende system som udgangspunkt til at køre videre i 2019.

S efterlyser flere penge

Ifølge Socialdemokratiets politiske ordfører, Nicolai Wammen, vil regeringen ikke tilføre udligningssystemet nok ekstra penge. Oppositionspartiet frygter, at større jyske kommuner som Horsens, Frederikshavn og Sønderborg må skære i velfærden.

- Vi har hele tiden arbejdet for, at der kommer en aftale. Og derfor er det også dybt beklageligt, at regeringen ikke har magtet opgaven, og at den ikke har været parat til at finde en fornuftig løsning, siger Nicolai Wammen til TV 2.

Den udlægning giver Simon Emil Ammitzbøll-Bille dog ikke meget for.

- Jeg kan jo ikke tvinge Folketinget til noget, Folketinget ikke vil. Regeringen har tilbudt Socialdemokratiet i omegnen af 700 millioner kroner for at hjælpe kommunerne varigt. Men det har Socialdemokratiet ikke været interesseret i at tage imod, siger han.

DF: Andre krav når S ikke er med

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) havde sat tirsdag som sidste frist for en aftale, hvis ændringerne skulle træde i kraft fra 2019. Ellers kører det nuværende system som udgangspunkt videre i 2019.

Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, siger til TV 2, at hans parti hele tiden har arbejdet for en bred aftale.

Nedenunder kan du blive klogere på, hvad udligningsordningen går ud på.

Sådan fungerer ordningen

Kort fortalt går udligningsordningen ud på, at alle kommuner i landet skal have økonomisk råderum til at sikre, at de kan levere kommunale opgaver som eksempelvis børnepasning, ældrepleje og kultur.

Det sker - lidt forenklet sagt - ved at samle penge fra alle kommunerne i en pulje, og så udligne forskellene i udgifter og indtægter på tværs af kommunerne. De største bidragydere i systemet er kommuner i hovedstadsområdet. 

I februar gik 34 hovedstadskommuner sammen om et opråb til politikerne på Christiansborg. De mener, at der bliver sendt alt for mange milliarder fra København til provinsen. 

Omvendt er kommuner som for eksempel Frederikshavn Kommune modtagere af midler - og med den aftale, der tirsdag er blevet forkastet, stod Frederikshavn til at miste mange millioner kroner til velfærd hvert år.

Umuligt at gøre alle tilfredse

Projektchef hos kommunernes forsknings- og analysecentertinstitut, VIVE, Niels Jørgen Mau Pedersen er ekspert på området.

Han tror ikke, det er muligt at lave en model, hvor alle er tilfredse.

Kommuner i Jylland eller i det sydlige Danmark har nemlig også luftet utilfredshed med den nuværende fordeling.

- Uanset hvordan ordningen er, vil der ikke være nogen kommuner, der vil sige, at de er tilfredse. For de vil være bekymrede for, at det bliver opfattet som om, at de afleverer for lidt eller modtager for meget, siger Niels Jørgen Mau Pedersen.


Seneste nyt

fra Nordjylland