Vendt om på dag og nat: Her stiger temperaturen otte grader i nat

Hvis man vil bevæge sig udendørs uden at fryse, skal man vente til i nat, for temperaturen kommer til at stige drastisk.

Det er børnelærdom, at det er varmest om dagen - og koldest om natten. Men naturen er lunefuld, og det er ikke altid sådan, det forholder sig i virkeligheden.

Når temperaturen almindeligvis stiger om dagen, så skyldes det, at solen varmer jorden og de nederste luftlag op.

Men på denne tid af året står solen lavt over horisonten, og den formår derfor ikke at varme jorden og luften særlig meget op.

Derfor skyldes ændringer i temperatur i vinterhalvåret langt overvejende ændringer i vindretningen. Når det blæser fra steder med varm luft, bliver det varmere - og når det blæser fra steder, hvor det er koldt, bliver det koldere.

Det er dét, som man betegner som temperaturadvektion.

Temperaturen stiger otte grader på få timer

Netop dét fænomen bliver vi vidne til i løbet af torsdag aften, når vinden efterhånden drejer om i sydvest, og varm luft bliver transporteret op over Danmark.

Torsdag formiddag ligger temperaturen generelt på mellem to og frem grader, mens landet passeres af en varmfront.

På bagsiden af varmfronten strømmer den milde luft op over Danmark, og derfor vil temperaturen stige markant i løbet af eftermiddagen og aftenen.

Over midnat vil temperaturen toppe ved omkring ti graders varme - selvom det er bælgmørkt, og solen for længst er gået ned.


Seneste nyt

fra Nordjylland