I 60 år løste de selv problemet til alles bedste - nu sander det hele til

Sandet er de sidste mange år blevet skrabet fra de nordjyske strande uden problemer, men nu har Kystdirektoratet erklæret det ulovligt.

- Det er jo ufremkommeligt at komme her igennem, siger Bo Sand.

Han kører rundt på stranden i Løkken i Nordjylland i sin gummiged og peger på sandbankerne.

- I kan jo prøve at se. Det er jo helt vildt med alt det sand, der er, siger han.

Indtil for to år siden stod han for at fjerne det. 

Når det blæser ved Vesterhavet - som det så ofte gør - så fyger sandet nemlig op på stranden.

Og det er ikke bare et par sandkorn. Sandmasserne samler sig inde langs de mange sommerhuse på kysten og danner store sandbunker. Sandbunker, som gør, at fiskerne ikke kan få deres både på land og er med til at stoppe sejlrenden til.

De sidste knap 60 år har kommunen fået fjernet og solgt det overskydende sand - af blandt andet Bo Sand og hans brors vognmandsfirma Brødrene Sand.

Men så vurderede Kystdirektoratet, at der var tale om råstofindvinding - og det er ulovligt.

Derfor skal kommunen nu betale for at rykke sandet få hundrede meter rundt i bunker på stranden.

- Der ligger så meget sand hernede i perioder, og vi må ikke fjerne så meget som en teskefuld. Det er til gene for mennesker, fiskere, erhverv og surfskole, siger Bo Sand.

En bureaukratisk hårdknude    

Både kommunen og Region Nordjylland stiller sig uforstående overfor den nye - og dyre - praksis.

Regionsrådet har derfor bedt Kystdirektoratet om en dispensation, så de igen kan skrabe sandet og sælge det videre.

- Det her er jo ikke flere kilometer. Det er 200-300 meters strækning, som man skal skrabe. Jeg kan ikke se problemet i at lægge i depot og sælge det, der er i overskud for at finansiere den maskine, der skal skrabe, siger Otto Kjær Larsen (V), som er medlem af Regionsrådet i Nordjylland, som også lægger pres på Kystdirektoratet.

Parterne ønsker at få den gamle ordning tilbage, som både tilgodeså fiskerne, kommunekassen og Brødrene Sands virksomhed. 

- Så hvis brødrene Sand kan hjælpe os med at spare den udgift, ved at de fik lov at tage det sand, jamen, så synes jeg, at det er en win-win-situation, siger Ole Ørnbøl, formand for teknik- og miljøudvalget i Hjørring Kommune.  

Ikke kun i Løkken

Forbuddet påvirker flere andre strande i Nordjylland, hvor de ligeledes har problemer med, at sand blæser ind, fyger op omkring på stranden og gør det umuligt for fiskerne at trække deres både op på land.  

- De (bådene) er svære nok at hive ud i forvejen, og så skal de hives igennem sådan en stor grusrevle. Det er slet ikke holdbart for os hernede, siger Jesper Olsen, som er fisker i Thorupstrand sydvest for Løkken.

- Hvorfor begynde at sætte noget op mod hinanden der ikke er noget problem. Det er jo ikke alt Danmarks naturgrus, men kun lige akkurat nok til, at vi kan få bådene ud.

Fiskerne giver udtryk for, at det er så slemt, at det sætter deres eksistensgrundlag på spil - og netop den konsekvens vil kommunen og regionen være meget kede af. 

- Det er et fiskerleje i fremdrift. Det er det eneste i Danmark, hvor der er unge mennesker, som har energi til at købe og finansiere. Det er surt, at man med små pennestrøg fjerner nogle af de her muligheder, man har for at få det her til at fungere, siger Otto Kjær fra Regionsrådet i Nordjylland.

Sidste ord i sagen

Efter sommerferien skal Kystdirektoratet tage stilling til, om der kan gives dispensation til de små kystfiskerlejer.

På trods af politikernes modstand, er direktoratet nemlig den afgørende myndighed i sagen.

Bo Sand håber, at de vil tage med i deres overvejelser, at den lokale praksis har fungeret upåklageligt i så mange år.

- Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at der skal være styr på det. Selvfølgelig må man ikke bare køre ned og hente sand, men jeg forstår ikke, at man ikke må fjerne det sand, som ligger til gene, siger han.

- Dem, der sidder på de der taburetter, opfører sig som om, at når de har sagt A, så siger de også B – og al fornuft forsvinder lige ud i sandet.


Seneste nyt

fra Nordjylland