Ny kulderekord: Koldeste morgen så sent på året i 73 år

Rim på græsset i Selling nær Hadsten den 29. maj 2019. Foto: Ole Hougaard / Seerfoto

Usædvanligt sent frostvejr har onsdag morgen ramt Danmark.

I samarbejde med tv2.dk

Selv om vi er sidst i maj, og sommeren ifølge kalenderen står for døren, er man onsdag morgen flere steder i Jylland stået op til is på bilruderne og rim i græsset.

Det kolde vejr onsdag morgen kommer i en i forvejen kold maj måned, hvor kombinationen af kold og tør oprindelig polarluft over Danmark, klart vejr og rolige vindforhold har skabt optimale betingelser for, at vi kan få frostvejr så sent på foråret.

Koldeste morgen på denne tid af året siden 1936

Den laveste temperatur i landet blev målt tidligt onsdag morgen i Billund i Sydjylland, hvor termometret viste -3,5 grader.

Det er en helt usædvanligt lav temperatur på denne tid af året.

Ifølge TV 2 VEJRETs oplysninger skal vi helt tilbage til 1936 for at finde en lavere temperatur så langt inde i foråret - eller rettere sommeren.

Den 2. juni 1936 blev der i Klosterhede Plantage nordvest for Holstebro målt -3,5 grader. Det er i øvrigt den koldeste junimorgen målt i dansk vejrhistorie.

Rim i græsset og is på bilruder

Mens temperaturen i to meters højde kun er nået under frysepunktet i Billund, kan det helt nede i græshøjde - eller på bilruder - have været frost vejr mange steder i Jylland.Den for årstiden usædvanligt hårde frost kan have overrasket mange haveejere, der allerede har sommerblomster stående i haven, ligesom kartofler med nattefrost på denne årstid kan have taget skade.

Forsiden lige nu