Mere overvågning: - Kriminaliteten bliver mere rå

Statsministeren varsler massivt øget overvågning i Danmark og præsenterer en såkaldt 'sikkerhedspakke' med blandt andet 300 flere kameraer, som politiet kan bruge til overvågning i det offentlige rum.

Venstres retsordfører erkender dog også, at der er dilemmaer forbundet med at sætte flere kameraer op.

I samarbejde med tv2.dk

Regeringens planer om at øge overvågningen i Danmark ”massivt” får ikke meget opbakning fra støttepartierne, men hos oppositionens største parti, Venstre, er tonerne anderledes positive.

Det fortæller retsordfører Inger Støjberg.

- Jeg er ikke i tvivl om, at politiet skal have bedre muligheder for at overvåge i særlige områder på bestemte tidspunkter, siger Inger Støjberg til TV 2.

- Rå kriminalitet skaber utryghed

Venstres retsordfører tilføjer, at hun er ”dybt taknemmelig” over, at politiet i begyndelsen af 2016 efter terrorangrebet mod Krudttønden og synagogen i København hurtigt fangede Omar Abdel Hamid El-Hussein ved hjælp af blandt andet videoovervågning. Hun ser det som et godt eksempel på, hvad overvågning kan bidrage med.

Inger Støjberg medgiver samtidig, at kriminaliteten i Danmark på flere områder falder, men afviser alligevel, at mere overvågning er at skyde gråspurve med kanoner.

- Vi har en bandekonflikt og en forråelse af kriminaliteten af Danmark, og det skaber jo en enorm utryghed. Her er Nørrebro i København et godt eksempel, siger hun.

Opfordrer til fornuft

Regeringen fremlægger torsdag en detaljeret plan for, hvordan overvågningen i Danmark skal styrkes, men flere af tiltagene er allerede kommet frem i overskriftsform.

Politiet skal blandt andet have mulighed for at opsætte 300 ekstra kameraer, der skal være bedre muligheder for styrket overvågning af offentlige bygninger og nattelivet, og så skal politiet og PET i 'ekstraordinære situationer' have mulighed for at overtage al tv-overvågning i hele Danmark.

Læs også Mere overvågning: - Kriminaliteten bliver mere rå

Men selvom Venstre er tilhænger af, at politiet skal have bedre muligheder for overvågning, slår Inger Støjberg fast, at 'der skal bringes fornuft ind i det'.

- Det er også utroligt afgørende, at vi kan leve vores liv i frihed uden at skulle kigges over skuldrene af overvågningskameraer. Derfor skal vi finde et balancepunkt, siger Inger Støjberg.

Hun vil endnu ikke sige, hvilke af regeringens initiativer Venstre bakker op om, men vil afvente den endelige præsentation af forslagene.

Vermund kræver hurtigere udvisning

Hos Nye Borgerlige erkender partiformand Pernille Vermund, at spørgsmålet om mere overvågning er dilemmafyldt og en indskrænkning af den personlige frihed.

Alligevel er hun ikke afvisende over for at øge overvågningen, men det skal følges op af, at kriminelle udlændinge kan udvises efter første dom, siger hun.

- Det risikerer at blive en lappeløsning, hvis man ikke følger det op med mere konsekvens. Hvis forbryderne kan komme ud igen og starte forfra, er vi lige vidt, siger Vermund til TV 2.

Liberal Alliance advarer

Dansk Folkeparti ønsker også mere overvågning, men Liberal Alliances politiske leder, Alex Vanopslagh, advarer mod det.

Ligesom Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet mener han, at flere kameraer skaber falsk tryghed og udtrykker mistillid til befolkningen.

- Vi har ret til et privatliv, som vi har for os selv – også når vi færdes i det halvoffentlige. Argumentet om, at hvis man ikke har noget at skjule, har man ikke noget at frygte, synes jeg er en kliché, siger Alex Vanopslagh til Berlingske.

Over for TV 2 anerkender statsminister Mette Frederiksen (S), at mere overvågning er forbundet med dilemmaer, fordi langt de fleste danskere er lovlydige.

- Men vi har også den her meget, meget hårde kerne af ikke mindst unge med anden etnisk minoritetsbaggrund. Og når jeg hører om historier fra eksempelvis Brønshøj, hvor man ikke kan have et lokalsamfund i fred og ro, og om skyderier i København, så bliver jeg nødt til at sætte hårdere ind, siger Mette Frederiksen til TV 2.

Det Konservative Folkeparti vil ikke udtale sig om sagen, før det er blevet diskuteret på et gruppemøde onsdag.

Justitsminister Nick Hækkerup præsenterer regeringens samlede forslag torsdag formiddag.

Regeringens forslag til mere overvågning

300 flere kameraer

Regeringen vil foreslå, at politiet skal opsætte 'markant mere tv-overvågning' i form af 300 flere kameraer. Politiet skal kunne sætte dem op på eget initiativ overalt i landet, hvor det vurderes at være nødvendigt.

 

Overvågning i realtid

Politiet skal have midler til at anskaffe sig fire mobile overvågningsvogne, der kan overvåge i realtid. De skal kunne sættes ind i forbindelse med alvorlige hændelser.

 

Mere overvågning af offentlige bygninger

Mulighederne for at overvåge eksempelvis offentlige bygninger skal udvides, så der ifølge statsministeren bliver mulighed for at 'overvåge bredere og ikke kun snævert'.

 

Politiet skal bestemme overvågning af myndigheder

Politiet skal have beføjelser til at kunne pålægge offentlige myndigheder overvågning, hvis der efter politiets vurdering er behov for det.

 

Kommuner skal kunne overvåge nattelivet

Kommunerne skal have mulighed for, under indragelse af politiet og for egen regning, at lave generel tv-overvågning af det offentlige rum. Det gælder blandt andet i nattelivet tæt på restaurationer.

 

Obligatorisk registrering

Det skal gøres obligatorisk for alle private og offentlige myndigheder at registrere tv-overvågning i politiets register POLCAM, så alle videoovervågningskameraer bliver registreret et samlet sted.

 

Politiet skal kunne opbevare skanninger mere end et døgn

Politiet skal have mulighed for i længere tid at opbevare data fra nummerpladeskanninger. I dag må politiet kun opbevare informationer, som ikke har givet resultat, i 24 timer.

 

Politiet og PET skal kunne overvåge Danmark i realtid i særlige tilfælde

Politiet og Politiets Efterretningstjeneste skal i 'ekstraordinære situationer' have mulighed for at overtage al tv-overvågning i hele Danmark og overvåge i realtid.

Forsiden lige nu