Mors-Thy henter gammel kending hjem til Bette Balkan

Foto: Henning Bagger, Scanpix

I samarbejde med tv2.dk

Asbjørn Madsen vender tilbage til Mors-Thy, hvorfra han skiftede til tysk håndbold i 2015.

Bette Balkan, som Mors-Thy kalder sin hjemmebane, kan igen bryde ud i jubel over Asbjørn Madsen.

Stregspilleren vender nemlig hjem til sommer efter et længere ophold i tysk håndbold.

- Asbjørn udfylder hullet efter Christoffer Cichosz til fulde - han er en ledertype, som går forrest i alle sammenhænge, og vi får en hårdtarbejdende tovejs-spiller, som tilfører holdet noget fysik og vildskab, siger administrationschef Henrik Hedegaard til klubbens hjemmeside.

Asbjørn Madsen forlod Mors-Thy i 2015 efter tre sæsoner i den blå trøje. Madsen blev blandt andet kåret som årets spiller i sæsonen 2014/2015, inden han skiftede til Nordhorn-Lingen. Der har han spillet i 2. Bundesliga og er desuden blevet udtaget som landsholdsbobler.

- Mors-Thy Håndbold har en helt special plads hos mig - det er min klub, og derfor var det naturligvis interessant, da de henvendte sig. Efterfølgende havde jeg en god snak med Søren Hansen, og jo mere jeg tænkte over det, jo bedre kunne jeg se mig selv i det. Jeg kommer hjem til noget helt andet end det jeg forlod, og skal være med til at bygge noget nyt op, hvilket tiltaler mig meget.

Asbjørn Madsen skifter som nævnt efter denne sæson. Han har skrevet under på en toårig aftale.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord