Første sommerweekend venter: Nordjylland må dog vente lidt længere på varmen

Majs kulde er overstået, og vi vil få over 25 grader flere gange i den første sommeruge - dog lidt senere i Nordjylland end i resten af landet, ifølge TV 2 Vejret.

Nu kan sommertøjet blive luftet - og mange vil sikkert også tage sig en dukkert. Det vil dog fortsat være en kold fornøjelse, i hvert fald de næste dage. Badevandet ligger omkring 13 grader, men vil stige markant den næste uge. Med temperaturer over 25 grader vil en tur i bølgen blå nok alligevel være tillokkende for mange.

Årets først sommerdag, ifølge kalenderen, vil begynde med ret skyet vejr og lidt regn i Nordjylland. I løbet af dagen klarer det op vestfra. Eftermiddagen vil være med vekslende skydække, og temperaturerne vil centralt og østligt i Danmark placere sig omkring 20 grader. Vestjylland vil være præget af en frisk vestenvind og lidt lavere varmegrader.

 
 
Foto: Grafik / TV 2 VEJRET

Søndag får vi årets første meteorologiske sommerdag. Sløret solskin og ret rolige vindforhold giver generelle temperaturer mellem 20 og 25 grader. Varmest bliver det i Sønderjylland, og helt generelt vil sydøstenvind sørge for, at de områder, der er køligst, søndag får sommervejr.

Mandag vil en koldfront fra vest bevæge sig ind over Danmark. Dagen byder på bedst sommervejr over Østdanmark, hvor temperaturen mange steder når op mellem 23 og 26 grader. I Jylland vil koldfronten give regn en del af dagen, og fronten vil langsomt bevæge sig østover. I eftermiddagstimerne kan regnvejret blive voldsomt med torden og risiko for lokale skybrud.

Tirsdag har koldfronten passeret Danmark, og temperaturerne ryger et nøk ned. Det vil dog fortsat være noget lunere, end vi har oplevet de seneste dage. Dagen byder på vekslende skydække med sol og kun få byger.

Onsdag trækker der igen varmere luft op over Danmark fra syd, men luften er også fugtig. Der er igen risiko for torden og mange millimeter regn, men lokalt kan vi måske igen nå 25 grader.

 
 
Foto: Grafik / TV 2 VEJRET

Prognoserne er enige om, at det fortsat vil være ret varmt de følgende dage, men usikkerheden i prognoserne vokser naturligvis. Det er sikkert, at det fortsat bliver lunt, men usikkert, hvor varmt det bliver. Nedenstående er den seneste prognose for det fælles europæiske regnecenter ECMWF.

De seneste prognoser byder på ustadigt vejr, men her er der stor usikkerhed. Så måske bliver det nogle gode sommerdage med højere temperaturer end den viste prognosedata.


Seneste nyt

fra Nordjylland