Brrrrrrrr: Nordjylland satte kulderekord

Natten til mandag blev der sat kulderekord i Tylstrup nord for Aalborg. Arkiv. Foto: Mogens Ladegaard / Ritzau Scanpix

Natten til i dag blev den koldeste på landsplan i 24 år. Rekorden blev sat i Tylstrup.

I samarbejde med tv2.dk

Det er kold og tør polarluft, der er skyld i, at natten til mandag blev den koldeste på landsplan i 24 år med nattefrost og rimglatte veje.

Det klare vejr og rolige vindforhold giver usædvanligt kolde morgener for årstiden. Den kolde luft har specielt givet udbredt frost i de indre dele af landet.

Selvom det ikke er usædvanligt med nattefrost i starten af oktober, er frostvejr på denne tid af året typisk kun et helt lokalt fænomen, som optræder på 'udsatte steder', og når den kommer, er det typisk kun med kuldegrader lige under frysepunktet.

Hele landet fik laveste temperatur så tidligt på efteråret i 24 år. På landsplan var nattefrosten også usædvanligt udbredt og hård for årstiden.

I natte- og morgentimerne blev der registreret frost hele 21 steder i landet.

Vi skal helt tilbage til 1. oktober 1995 for at finde en lavere temperatur så tidligt på efteråret end de -3,8 grader, der blev målt i Tylstrup mandag morgen. Dengang viste termometeret -4,3 grader.

Den laveste temperatur i dansk vejrhistorie på denne tid af året blev målt natten til 6. oktober 1897, da temperaturen nåede ned på -7,6 grader.

Koldest i Jylland og Nordsjælland

De laveste temperaturer blev mandag morgen målt i den indre del af Vendsyssel, Midtjylland samt i Nordsjælland.

Nattens og morgenens absolut laveste temperatur har man haft i Tylstrup nord for Aalborg, hvor termometret viste -3,8 grader.

Ved Sjælsmark i Nordsjælland blev der målt -2,7 grader, mens temperaturen i Karup i Midtjylland nåede ned på -2,8 grader.

Koldeste nat på denne tid af året i København siden 1947

Det er derfor usædvanligt, at vi oplever frost i de store danske byer på denne tid af året.

Det var tæt på mandag morgen, hvor temperaturen omkring København faldt til under frysepunktet, mens den inde i byen akkurat holdt sig over de nul grader.

Natten til mandag blev der sat kulderekord i Tylstrup nord for Aalborg. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Ved Landbohøjskolen på Frederiksberg var der tidligt mandag morgen 0,2 grader, der er den laveste temperatur målt så tidligt på efteråret i 72 år.

Vi skal tilbage til 3. oktober 1947 for at finde en lige så kold morgen på denne tid af året, mens vi skal helt tilbage til 1928 for at finde en koldere morgen.

Sidst der var nattefrost i København så tidligt på efteråret, var 2. oktober 1918.

Forsiden lige nu