Kørte galt i mørket: Nordjysk racerkører udgået af Le Mans og kørt på hospitalet

Le Mans-bil nummer 95, her med Nicki Thiim bag rettet, er nu udgået af løbet. Foto: Jean Francois Monier (Ritzau / Scanpix)

Racerkører Marco Sørensen fra Aalborg har pådraget sig en hjernerystelse, men har det ellers fint ovenpå et voldsomt uheld i Le Mans.

I samarbejde med tv2.dk

Klokken 00.22 skete det, som alle frygter i Le Mans.

Danske Marco Sørensen mistede kontrollen over sin Aston Martin #95 og bragede ind i barrieren med høj hastighed. Det var derfor gode tegn, da danskeren selv var i stand til at gå fra den forulykkede bil.

Danskerbilen, der også har Nicki Thiim og britiske Darren Turner på holdet, kom aldrig tilbage på banen. Marco Sørensen blev umiddelbart efter kørt en tur på hospitalet, hvor han også overnattede.

- Marco er ok, men de beholder ham nok på sygehuset indtil i morgen. Han har fået syet foden og fået en hjernerystelse, skriver Marco Sørensens far, Ruben Sørensen, i et kort opslag på Facebook.

Muligt bremsesvigt

Aston Martin har endnu ikke givet en forklaring på, hvad der gik galt. Men på Facebook skriver Ruben Sørensen, at Marco Sørensen selv har sagt, at bremsen svigtede.

I garagen stod Marco Sørensens mor, Connie Sørensen, og kunne på tv-billederne se sin søn miste kontrollen over sin racer og glide henover gruset i høj hastighed, inden han blev stoppet af barrieren.

- Det er aldrig sjovt. Det er det værste at se. Men heldigvis var han hurtigt ude af bilen, og vi så ham jo gå derfra. Nu er han lige forbi lægerne, men han har sagt, han er ok, og det er det vigtigste, siger Connie Sørensen til TV 2 SPORT.

- Det hører med, men man vænner sig aldrig til det. Aldrig, siger hun videre.

Marco Sørensen og resten af Aston Martin-mandskabet startede løbet fra pole position, men det stod hurtigt klart, at de ikke kunne leve op til den placering i løbet.

De havde problemer fra start, og da Marco Sørensen kørte galt var det på en placering langt uden for top 10 i GTE Pro-klassen.

Læs også Nordjyske Marco Sørensen hurtigst: Sikrer poleposition i Le Mans

Forsiden lige nu