Ny forening vil udrydde ulven i Danmark: - Mange mennesker er nervøse for at gå tur

Danmarks Naturfredningsforening afviser, at det firbenede dyr skulle være farligt for mennesker.

Ulven er ikke velkommen i Danmark og skal fjernes fra den danske natur. 

Det er udgangspunktet for den nye forening Ulvefrit Danmark, som mandag aften så dagens lys ved en stiftende generalforsamling i Ulfborg i Vestjylland.

Det var netop her, at et ulvepar sidste sommer slog sig ned og fik hvalpe. Også i Nordjylland ved man, at der med sikkerhed huserer en ulv. Noget, der skaber stor utryghed blandt beboerne, forklarer en af initiativtagerne bag den nye forening.

- Ulven er et meget stort samtaleemne. Mange mennesker er nervøse for at gå tur, selv tæt ved deres egne boliger, siger Hans Henrik Rosager til Ritzau.

Han håber på at Ulvefrit Danmark kan få flere tusind medlemmer og dermed kunne give ulvemodstandere en fælles stemme.

- Det er meningen, at vi skal være en landsdækkende forening, siger Hans Henrik Rosager.

Ulven hører til i Danmark

I Danmarks Naturfredningsforening mener man ikke, at der grund til bekymring for ulvens tilstedeværelse i den danske natur, og samtidig skal ulvedebatten foregå på et saglig grundlag, lyder det.

- Forskere og eksperter, der har studeret ulvens adfærd, siger helt klart og entydigt, at der ikke er noget at være bange for, hvis man er et menneske, siger Maria Reumert Gjerding, der er præsident for Danmarks Naturfredningsforening, i TV 2s debatprogram 'NEWS & Co'.

Ifølge hende er det helt naturligt med ulve på dansk jord.

- Vi skal tage os af ulven, som er totalfredet i Danmark. Historisk set har den været en del af den danske natur og en nøgleart i vores økosystem. Dens tilstedeværelse gør blandt andet krondyrbestanden mere sund og skaber plads til en masse andre arter, siger Maria Reumert Gjerding.

Ulve kan sidestilles med kamphunde

En af dem, der støtter den sag, Ulvefrit Danmark kæmper for, er Dansk Folkepartis Søren Espersen. Han forstår ikke de naturfolk, som er fuldstændig ligeglade med menneskers behov og frygt.

- Det er ikke noget, vi skal indføre i Danmark og gøre til normalt. Man skal ikke pludselig indføre et af verdens allerværste rovdyr - ovenikøbet i en situation, hvor vi har forbudt kamphunde, siger Søren Espersen i NEWS & Co.

Forskere fra Aarhus Universitet har konkluderet, at mindst otte ulve beviseligt er indvandret fra Tyskland til Danmark siden 2012.

Ulven er fredet af et EU-direktiv, men miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) har tidligere bebudet, at han vil søge opbakning i EU, så der skabes mulighed for at regulere ulvebestanden.

Maria Reumert Gjerding er dog ikke bekymret for, at ulven er til fare for borgere i Danmark.

- Eksperter har udarbejdet rapporter, der siger, at i vores del af verden er ulve enormt sky over for mennesker. De søger væk fra os.

Søren Espersen påpeger dog, at hundredvis af mennesker, som bor omkring Hanstholm, Klitmøller og Holstebro, har en anden overbevisning, og at de ofte ser ulven meget tæt på parcelhuskvarterer.

- I de her områder møder man bekymring. De folk lader ikke deres babyer stå ude i barnvognen og sove middagssøvn, som der ellers er tradition for i Danmark. De lader ikke børn løber frit omkring mere, de følger dem afsted til skole, siger Søren Espersen.


Seneste nyt

fra Nordjylland