Prognosen ser ingen ende på det varme vejr - og det gør Peter Tanev heller ikke

Sommervejret fortsætter og fortsætter - og det ser slet ikke ud til at stoppe.

Sommervejret fortsætter og fortsætter - og det ser slet ikke ud til at stoppe.

Hvis ikke badeshortsene, de kortærmede trøjer og nederdelene allerede er fundet frem, så er det på høje tid.

Regulært sommervejr har indfundet sig over Danmark, og det ser ikke ud til at stoppe foreløbigt. I næste uge bliver det blot endnu varmere, og der er stor sandsynlighed for at vi kan få varmebølge, samt lokale hedebølger rundt omkring i landet.

- Det, vi oplever lige nu, og som vi har oplevet i hele maj og store dele af juni, er ekstremt. Vejrsituationen har været meget fastlåst, så vi har fået samme vejrtype i lang tid. Der går mange år mellem vi oplever noget lignende, siger TV 2 VEJRETs Peter Tanev.

Maj blev rekordvarm og solrig

De første tegn på tidlig varme fik vi i sidste halvdel af april, hvor den tidligste sommerdag i 54 år kom allerede den 19. april. 

Siden da fulgte en maj, der har skrevet sig ind i de danske historiebøger som den varmeste nogensinde, og ikke nok med det, blev det også den solrigste måned, der er registreret i Danmark, siden man begyndte at måle solskinstimer for 98 år siden.

Varmen fortsatte de første ti dage af juni, inden vejret i cirka to uger blev mere normalt. Den sidste uges tid er det dog igen blevet varmere igen med sommerdage på stribe.

Det gjorde juni til den varmeste og solrigste af sin slags siden 1992.

Fastlåst mønster

Den direkte årsag til det usædvanligt varme vejr skal findes i tryksystemernes beliggenhed omkring Danmark. I lange perioder har vi haft højtryk nær landet, og det har givet solskin, rolige vindforhold og høje temperaturer.

 
 
Foto: TV 2 Vejret

Ofte har lavtrykkene fra Atlanterhavet det med at "bryde" højtrykket ned, og give ustadigt vejr igen. Men hver gang det har været ved at ske, har et nyt højtryk indfundet sig nær Danmark og holdt lavtrykkene på behørig afstand.

I kombination med det har vindene i stor højde - de såkaldte jetstrømme - bugtet sig meget mere end normalt. Det gør, at vejret har tendens til at blive mere fastlåst nede ved overfladen.

Varmen fortsætter

Sukker man efter mere moderate sommertemperaturer og ikke mindst regn til naturen, er der desværre ikke megen hjælp at hente i vejrprognoserne. Den kommende uge fortsætter det varme sommervejr ufortrødent og det bliver endda endnu varmere.

- Lige nu kan vi ikke se, hvornår det skulle stoppe. Der er ikke udsigt til regn de næste fem-ti dage, og højtryk og varme kan vi ikke se en ende på, lyder det igen fra Peter Tanev.

Om juli også ender med at skrive sig ind i den danske vejrhistorie, må vi vente at se med. Men måneden lægger varmt, tørt og solrigt ud.


Seneste nyt

fra Nordjylland