Sådan er du stillet som rejsende efter konkurs

Der er flere muligheder for at få pengene refunderet, hvis man har købt flybillet med et konkursramt rejseselskab.

Der er flere muligheder for at få pengene refunderet, hvis man har købt flybillet med et konkursramt rejseselskab.

Det britiske rejseselskab Thomas Cook, der ejer Spies Rejser, indgav i løbet af natten konkursbegæring. Det betyder aflyste fly til og fra Danmark.

Hvis man har købt en flybillet med et rejseselskab, der er gået konkurs, er der flere muligheder for at få pengene refunderet:

1. Hvis konkursen sker, mens du er afsted:

  • Har du købt din flybillet direkte hos flyselskabet, er du dækket, hvis flyselskabet går konkurs under din rejse. Det eneste krav er, at billetterne er til flyvninger mellem en dansk og en udenlandsk lufthavn. Rejsegarantifonden dækker udgifterne til billetten udover en selvrisiko på 1000 kroner.
  • Har du købt en pakkerejse, dækker Rejsegarantifonden ved konkurs. En pakkerejse skal bestå af mindst to af følgende: transport, indkvartering eller eksempelvis billeje eller en koncertbillet. Selskabet skal være registreret hos Rejsegarantifonden.
  • Hvis billetten er købt som del af en sammensat rejse, dækker Rejsegarantifonden i nogle tilfælde. Sammensatte rejser består af mindst to forskellige ydelser, som er købt i forlængelse af hinanden, men betalt hver for sig. Det kan eksempelvis være, at flybilletten er købt hos et selskab, som formidler dig videre til en hoteludbyder. Rejsegarantifonden dækker i dette tilfælde kun for den ydelse, som rejseudbyderen er ansvarlig for og har modtaget betaling for.

2. Hvis konkursen sker, inden du rejser:

  • Hvis du har købt flybilletten direkte hos selskabet, skal du altid betale en selvrisiko på 1000 kroner, og Rejsegarantifondens formue er afgørende for, hvor meget du kan få i erstatning. Flybilletten skal være til flyvning mellem en dansk og en udenlandsk lufthavn.
  • Har du købt en pakkerejse, er du dækket af Rejsegarantifonden. Hvis ikke du kan få en tilsvarende rejse, erstatter Rejsegarantifonden beløbet for rejsen.
  • Hvis du har en sammensat rejse, kan du kun få dækket det beløb, som du har betalt for den første ydelse i din rejse.

3. Hvis du har betalt med betalingskort:

  • Hvis billetten er betalt med eksempelvis Mastercard eller Maestro, kan banken søge erstatning på dine vegne, hvis flyselskabet går konkurs.
  • Banken kan ikke hjælpe, hvis du har betalt med et almindeligt dankort. Men hvis du har betalt med visa-delen af dit VisaDankort, kan du forsøge at få banken til at søge erstatning.

4. Hvis du er forsikret:

  • En sidste mulighed er at tjekke din rejseforsikring. Det kan være, at den dækker, når flyselskaber går konkurs.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk

Omkring 1400 passagerer til og fra Danmark bliver påvirket af aflysninger mandag. Desuden har Spies cirka 6000 danskere i udlandet, som rejseselskabet i løbet af de kommende dage skal finde ud af at få hjem.

Det konkurrerende selskab Bravo Tours har mandag morgen meldt sig til at hjælpe rejsekunder, der enten er eller skal afsted på charterferie med Spies. Det siger rejseambassadør hos Bravo Tours Stig Elling.

På sin hjemmeside skriver Spies, hvordan man som rejsende med selskabet vil blive påvirket:

- Da vi ikke kan nå at tilbyde alternative løsninger, betyder det ifølge pakkerejseloven, at vi refunderer hele rejsen. Alle pakkerejser med Spies er omfattet af pakkerejseloven. Rejser med rutefly som for eksempel SAS, Norwegian, Thai Airways med flere påvirkes ikke.

Hold øje med rejseselskab

Spies skriver også, at man regner med at komme med mere information senere i dag.

Til de danskere, der skal ud at rejse i de kommende dage og har købt billetter hos Spies, siger kommunikationschef Lisbeth Nedergaard:

- De skal holde øje med deres rejseselskab. De får besked fra Spies, hvis der er ændringer.


Seneste nyt

fra Nordjylland