Store karantæner uddelt efter beskidt kamp i Frederikshavn

Den seneste DM-kvartfinale mellem Frederikshavn og Esbjerg blev skæmmet af mange udvisninger - nu uddeler DIU i alt 15 karantænedage til tre spillere

Esbjerg Energy må undvære to spillere i resten af DM-kvartfinaleserien mod Frederikshavn White Hawks.

Det var ikke på måltavlen, at tirsdagens 0-4-nederlag i Frederikshavn blev dyrt for ishockeyholdet fra Esbjerg Energy. 

Vestjyderne bliver vi straffet markant for de to matchstraffe, som Christian Wejse og Niklas Andersen fik for to episoder i kampen.

Begge skal nu sidde ude så længe, at de ikke kan deltage mere i kvartfinaleserien, hvor Esbjerg fører med 2-1 i kampe. 

Wejse har fået den længste straf. Han skal sidde ude i hele otte kampe for at tackle en modspiller op ad en bande og i halsregionen, efter dommeren har fløjtet. 

Det er også en tackling til halsregionen, efter dommeren har fløjtet, der har givet Niklas Andersen fire karantænedage. 

Også en Frederikhavn-spiller er blevet straffet. Mathias Mølgaard har fået tre spilledages karantæne for at skubbe en Esbjerg-spiller. 

Se klip med forseelserne på TV 2 SPORTs hjemmeside.

Kvartfinaleserien bliver afgjort i bedst af syv kampe, så Mathias Mølgaard kan komme med i en eventuelt syvende og afgørende kamp.  


Seneste nyt

fra Nordjylland