Store regnmængder truer på Store Bededag

Foto: Grafik / TV 2 VEJRET

I samarbejde med tv2.dk

Hele landets Store Bededag ser ud til at blive plaget af store regnmængder - men ifølge TV 2 Vejret kan Nordjylland gå fri, i hvert fald først på dagen.

Danmark savner regn. Alligevel er der mange, som er kede af, at det lige netop er i morgen, at regnen for alvor vender tilbage. Konfirmander med gæster i det fineste tøj vil opleve regn i hele landet, og optakten til pokalfinalen i Parken vil også foregå i regnvejr.

Tørkeindekset er skyhøjt og lyder på 9,4 på en skala til 10, så naturen savner i den grad regn.

Inden fredagen er omme, vil der mange steder falde op til ti millimeter regn, og som man kan se på grafikken, ventes der mellem 10 og 15 millimeter til Djursland.

Allerede til morgen vil vejret være markant anderledes, end vi har oplevet længe. Nogle steder regner det, og andre steder er himlen så mørk, at mange vil bekymre sig om dagens arrangementer. Det blæser også mere i telte og pavilloner, som er sat op til dagens fester. Temperaturen behøver man ikke bekymre sig om. De seneste morgener har vi været nede omkring frysepunktet, men fredag morgen vil tallene på termometrene nogle steder være tocifrede.

I løbet af formiddagen kommer der regn flere steder, især i syd og øst. Bedst konfirmationsvejr får man i den nordlige del af Jylland, hvor det stadig holder helt tørt. Regnvejret vil variere. Nogle steder vil det opleves sammenhængende, mens det andre steder er mere bygeagtig i sin karakter. Tendensen er dog tydelig. Flere og flere vil få regn.

I eftermiddagstimerne regner det mange steder i landet, efterhånden også i Nordjylland. Til gengæld begynder regnen at slippe de sydlige egne, så gæster til konfirmationer kan bevæge sig i tørvejr.

Læs også Varme på vej - prognose viser 22 grader

Flere nyheder fra TV2 Nord