Udbredt regnvejr rammer Danmark - risiko for kraftig regn og skybrud

Risikoen er størst i den vestlige del af landet, men også i de østlige egne kan man få store mængder regn.

Hvis man ikke har fået regntøjet med på arbejde torsdag morgen, så kommer man desværre nok til at fortryde det senere på dagen.

Et udbredt regnvejr breder sig i disse timer ind over Danmark fra vest, og det meste af torsdagen vil gå med at få afviklet regnvejret igen.

Risiko for lokale skybrud torsdag.
Risiko for lokale skybrud torsdag.
Foto: Aina González / Seerbillede

Der vil i perioder kunne falde kraftig regn. Selvom der ikke er tale om isolerede byger, som vi tit ser det, så kan områder i regnvejret være særligt kraftige.

KRAFTIG REGN OG SKYBRUD

  • Kraftig regn er, når der falder mere end 24 mm regn over en periode på maximalt seks timer
  • Skybrud er, når der falder mere end 15 mm regn over en periode på maximalt 30 minutter
  • Kraftig regn og i særdeleshed skybrud kan give anledning til oversvømmede kældre, viadukter og andre lavtliggende områder samt risiko for akvaplaning.
  • Kraftig regn og især skybrud er ofte forårsaget af tordenbyger. Ved at tælle antallet af sekunder imellem lynet og tordenbraget kan du regne dig frem til, hvor langt væk fra dig lynet slog ned.

    ​​​​​

Derfor er risikoen for skybrud, hvor der falder mindst 15 millimeter på en halv time, absolut til stede.

Regnvejret - som skyldes et frontsystem - er mest intenst over den vestlige del af landet, og derfor er det også her, at risikoen for eventuelle skybrud er størst. Det har fået TV 2 Vejret til at udsende et risikovarsel for lokale skybrud.

Længere østpå er risikoen mindre, men dog fortsat til stede. Kun på Bornholm vurderer vi risikoen for skybrud og kraftig regn til at være så lav, at der ikke er udsendt et risikovarsel.

Store lokale forskelle

Selvom regnvejret er udbredt, så vil der alligevel være store forskelle i de nedbørsmængder, der falder. På grafikken i teksten kan man se, hvor prognoserne her til morgen viser, at der skal falde mest - og mindst - regn. Sagen er dog den, at prognoser altid er usikre, når det kommer til placeringen af de største nedbørsmængder.

Når den drivvåde torsdag er overstået, så venter der en forholdsvis pæn fredag med opklaring og gode solchancer i det meste af landet i eftermiddagstimerne. Men man skal nå at nyde fredagsvejret, inden der venter en våd og relativt blæsende weekend.

Tilbage i juni kæmpede man flere steder i Nordjylland mod voldsomme regnmængder. 
Tilbage i juni kæmpede man flere steder i Nordjylland mod voldsomme regnmængder. 
Foto: Claus Fisker / Ritzau Scanpix

Seneste nyt

fra Nordjylland