Se video: Uvejr ramte Jylland med vindstød af stormstyrke

En front med kraftige regn- og tordenbyger ramte store dele af Jylland i nat.

I nattens mulm og mørke drev et større område med regn og torden op over store dele af Jylland fra sydvest. Mange jydere er muligvis blevet vækket i nat af bulder og brag samt kraftige lysglimt fra de mange lyn.

Kort efter midnat nærmede et større tordenvejr sig fra Tyske Bugt, og i de tidlige nattetimer begyndte det at gå i land over den sydvestlige del af Jylland.

Siden midnat har DMI registreret 837 lynnedslag over dansk område, hvilket gør nattens tordenvejr til det mest omfattende i år.

 

Uvejr ramte med vindstød af stormstyrke

Selvom uvejret var kraftigt, så er der ikke registreret større nedbørsmængder end 7,8 millimeter ved de officielle nedbørsmålere.

Lokalt kan der dog sagtens være faldet mere regn i forbindelse med de kraftige byger.

Bygerne var ledsaget af meget kraftige vindstød. Flere steder er der målt vindstød af kulingstyrke, og ved Hvide Sande blev der endda målt vindstød af stormende kuling på 20,8 meter per sekund.

Det kraftigste vindstød ramte Danmarks vestligste punkt, Blåvandshuk, klokken 2.50 i nat.

 
 
Foto: Aina González / Seerbillede

Her blev der målt vindstød af stormstyrke med 27,1 meter per sekund i samme øjeblik, som uvejret brød løs med regn og torden.

I en sådan byge er der områder, hvor luften stiger til vejrs og så at sige danner skyen, mens der i en anden del af skyen er kraftige faldvinde, der bevæger sig mod jorden.

Fænomenet kaldes et 'downburst'

De kraftige vinde, der bevæger sig mod jorden, bliver afkølet på vejen, da vanddråber i skyen fordamper i luften. Fordampning kræver varme, og det tages fra luften, som bliver afkølet og dermed tungere.

Derfor kan de kraftige faldvinde nå høje hastigheder, som vi ofte mærker som de kolde, kraftige vindstød, lige inden en byge går løs.

Fænomenet kaldes i de meteorologiske kredse for et downburst og kan være til fare for flytrafikken - især ved start og landing.

Downburstet rammer jorden og spredes ud til siderne på samme måde, som når man tømmer en spand på gulvet: Vandet rammer gulvet og løber ud i en cirkel.

Falder der - som der oftest gør - nedbør sammen med de kraftige vinde, kaldes fænomenet for et "vådt downburst". Er der derimod kun tale om kraftige vindstød uden nedbør, bliver fænomenet omtalt som et "tørt downburst".

I ekstreme tilfælde kan vindstød med et downburst nå orkanstyrke og anrette store ødelæggelser.

Uvejr i 2016 væltede træer på Langeland

Herhjemme kan vi også opleve meget kraftige downbursts i forbindelse med uvejr. Men de giver normalt ikke anledning til store problemer. Sidst det var tilfældet, var i forbindelse med Sankt-Hans uvejret i 2016, hvor en scene i Karrebæksminde på Sydsjælland blev flået fra hinanden.

Samme uvejr væltede træer på Langeland og gav dansk rekord i mest regn på ét minut med hele 5,4 millimeter i Ærøskøbing.


Seneste nyt

fra Nordjylland