Vejret kan give problemer for mandagens morgentrafik

Disen og tågen letter kun langsomt i løbet af mandagen, og vejene kan være glatte i Jylland dagen igennem.

Mandagens morgentrafik risikerer at komme til at snegle sig af sted flere steder, når tåge, sne og lave temperaturer skaber en farlig cocktail af nedsat sigtbarhed og glatte veje.

Sigtbarheden kan falde til under 100 meter, så der bliver tale om tæt tåge, og risikoen for det er størst fra Vendsyssel og ned over Himmerland og videre ned gennem det østlige Jylland.

I Vendsyssel må man også berede sig på, at mange mindre veje endnu ikke kan være ryddet for den sne, som falder hen over søndagen.

Stedvis på Fyn og Sjælland er der også risiko for tæt tåge.

 

Svag vind, fugtig luft, smeltende sne og nysne taler alle for ringe sigtbarhed

Sigtbarheden vil være lav mange steder i Danmark mandag morgen, da vejret generelt vil være diset og tåget uden vind af betydning. Tåge trives bedst under netop svage vindforhold.

Skyerne, som søndag hænger lavt over hele landet, sænker sig frem mod mandag morgen, og det gør, at vi kommer til at have skyerne nede omkring hovederne på os som tæt dis og tåge.

Ned gennem det meste af Jylland falder der tilmed ny sne til morgen, og netop kombinationen af sne og fugtig luft giver typisk ret ringe sigtbarhed.

Situationen forværres yderligere af, at temperaturen kommer til at ligge lige omkring frysepunktet. Der øger risikoen for både sneglatte og isglatte veje, samtidig med at det er svært at se noget.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland