Vraget Skjern-keeper skifter til Aalborgs mesterhold

Målmand Søren Pedersen skriver ifølge TV 2 SPORTs oplysninger kontrakt med Aalborg Håndbold senere fredag.

Fredag morgen fik Søren Pedersen sin kontrakt ophævet med Skjern Håndbold med øjeblikkelig virkning. Nu kan han ifølge TV 2 SPORTs oplysninger se frem til at tørne ud for danmarksmesteren Aalborg Håndbold.

Det var med udsigt til at være tredjevalg i Skjern, at Søren Pedersen tog beslutningen om at forlade pokalvinderne.

- Vi har haft dialoger omkring min rolle for næste sæson. Den rolle var jeg ikke så tilfreds med, og det gjorde, at jeg havde lyst til at søge andre udfordringer, sagde han tidligere fredag til TV 2 SPORT.

Nu kan målmanden altså ifølge TV 2 SPORT se frem til at danne målmandsduo med Mikael Aggefors hos danmarksmestrene fra Aalborg Håndbold. De har også Søren Westphal på kontrakt, men han døjer stadig med en hjernerystelse, der har holdt ham ude siden februar.

Ifølge TV 2 Sport oplysninger skal den 31-årige målmand til lægetjek senere fredag og skriver under på en etårig kontrakt, hvis dette bestås.

Pedersen har tilbage i 2011 stået for Aalborg Håndbold, men hverken målmanden selv eller Aalborg-direktør Jan Larsen ønsker at udtale sig om comebacket.


Seneste nyt

fra Nordjylland